Bycenter, Bilka og kommune med appel til borgere: I skal handle alene

Der er fortsat kunder i Ishøj By Center, som ikke ønsker at respektere de gældende coronaregler, lyder det fra centerchef.

Ishøj By Center, Bilka og Ishøj Kommune opfordrer nu borgerne i Ishøj til at handle alene, når de besøger bycentret og Bilka.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Formålet med opfordringen er at få sænket smittetallet i kommunen, så skoler, kulturinstitutioner og erhvervsliv kan åbne igen.

- Vi er den eneste kommune i landet, som stadig er ramt af nedlukninger, så det er altafgørende, at vi får nedbragt smittetallet i vores kommune. Vi har allerede iværksat en masse tiltag, men vi kan stadig gøre mere. Vi opfordrer derfor alle i Ishøj til at handle alene, når de besøger bycentret eller Bilka. På den måde kan vi mindske den fysiske kontakt og dermed smitterisikoen, siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj.

Tidligere har kommunen og bycentret blandt andet. indført et nyt ordensreglement, som gav centervagterne bedre muligheder for at håndhæve brugen af mundbind i centret.

- Vi kan se, at vores tiltag har haft en effekt, men vi møder desværre fortsat kunder i centret, der ikke ønsker at respektere de gældende regler, og dette er til gene for centrets øvrige gæster. Vores vigtigste opgave lige nu er at sørge for, at kunderne kan færdes sikkert og trygt i centret, siger centermanager Torben Hemmingsen.

Ishøj By Center har blandt andet spritdispensere ved alle indgange, tydelig skiltning om færdslen i centret, coronavagter og særlige opfordringer til, at man skal passe på hinanden, når man færdes i centret.

Vagter opfordrer til at handle alene

Også Bilka i Ishøj har fortsat stort fokus på, at det i lighed med hidtil skal være sikkert og trygt at handle.

quote Vi er den eneste kommune i landet, som stadig er ramt af nedlukninger, så det er altafgørende, at vi får nedbragt smittetallet i vores kommune.

Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj.

Varehuset har blandt andet 35 spritdispensere sat op både ved indgangen og rundt om i varehuset, ligesom kun hver anden kasselinje åben for at få spredt kunderne ud over flest mulige kvadratmeter. 

Samtidig er der afstandsmarkeringer, færdselsretning på gulvet samt en lang række øvrige sikkerhedsinitiativer.

- Den næste periode vil du blive mødt af en ekstra corona-vagt, hver dag fra kl. 17-23, som henstiller om brug af mundbind og opfordrer alle til at handle alene, hvilket vi også har opfordret til gennem hele perioden, så alle kan færdes sikkert i varehuset, udtaler varehuschef Martin Reinholdt.

Butikker lukkes igen

Erhvervsministeriet oplyste tirsdag, at på grund af for høje smittetal i Ishøj Kommune bliver udvalgsvarebutikker i kommunen nu pålagt at holde lukket, indtil coronasmitten igen er under kontrol.

I forvejen holder smitten blandt andet liberale erhverv som frisører lukket, men nu udvides listen altså.

Det sker som følge af den nye model for lokale nedlukninger, som Folketinget er blevet enige om.

På trods af at udviklingen i coronasmitten og udrulningen af vaccinationer i Danmark går den rigtige vej, så går det anderledes skævt i Ishøj.

Ishøj ligger med et incidenstal på 367,5, hvilket er landets højeste, og den lidet flatterende placering har kommunen haft gennem længere tid.

Følgende træder i kraft i Ishøj Kommune torsdag d. 15. april:

  • Lukning af udvalgsvarebutikker i kommunen


  •  Lukning af forlystelsesparker mv. i kommunen


  • Private arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra så vidt mulig.

Når Ishøj kommune i syv dage i træk er under en testkorrigeret incidens på 200 smittede, ophæves nedlukningen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik