Borgmestre duellerer om udligning: "Så skal du tage nogle indvandrere med til Jylland"

40 jyske og fynske borgmestre vil fjerne hovedstadstilskuddet på 400 millioner kroner. Fint, siger Ishøjs borgmester, men så skal I også tage en del af vores indvandrere.

Udligningsdebatten raser nu på 5. uge. Imens landspolitikerne forhandler om hvor mange millioner, de rige kommuner skal afgive til det dårligere stillede, har borgmestrene, ganske naturligt, travlt med at sætte fokus på netop deres lokale problemstillinger. 

Efter en ophedet debat i de seneste uger, blev der onsdag leveret flere kontante meldinger mellem land og bykommunerne. 

Her bragte TV 2 Lorry to borgmestre sammen fra hver sin lejr, både politisk og geografisk. Det var Venstre mod Socialdemokratiet, og det var land mod by. De to kombattanter var Ikast-Brandes borgmester, Ib Boye Lauritsen (V) og Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp (S).

Afsættet til debatten var, at 40 landdistrikts-kommuner, heriblandt Ikast-Brande, har sendt et brev til Regeringen, hvor de har en række ønsker om ændringer i den fordelingsnøgle som afgør, hvilke kommuner der skal modtage penge, og hvilke der skal afgive og hvor meget.

"Tag vores indvandrere"

De 40 borgmestre roser regeringens udligningsudspil for at nedlægge den udskældte hovedstadsudligning, der flytter penge rundt blandt kommunerne i hovedstadsområdet.

Til gengæld er de ærgerlige over, at det skal erstattes af et særligt hovedstadstilskud på cirka 400 millioner kroner. Det tilskud skal ifølge borgmestrene ikke indføres.

Den melding returnerede Ishøj-borgmesteren, Ole Bjørstorp med følgende svar: - Hvis de vil have flere penge, må de tage nogle indvandrere med, sagde han i P1 Morgen.

Ole Bjørstorp satte ikke præcise tal på, hvor mange indvandrere Ikast-Brande skulle modtage. Der er omkring 24.000 borgere i Ishøj, og 41 procent er indvandrere.

Ikast-borgmester: Pulje bør ikke være geografisk betinget

Da de to borgmestre stødte sammen om netop det spørgsmål, lød det fra Ikast-Brandes borgmester, Ib Boye Lauritsen, at han mente, at Ishøj skulle kompenseres for de udgifter, der reelt er i forbindelse med integration og sociale ydelser til indvandrere i kommunen.

Til det svarer Ikast-Brandes borgmester:

- Nu er det utrolig mange år siden, at stavnsbundet er ophævet, og man kan ikke bytte rundt med mennesker på den måde. Men det er klart, at hvis de sociale udgifter til at drive service i sin kommune er afhængig af, at man har mange indvandrer, så skal man selvfølgelig have penge til det, siger han.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Ole og Ishøj har nogle større problemer end nogle af hans nabokommuner. Derfor skal man også udligne efter nogle særlige kriterier og ikke en pulje, der er geografisk betinget.

Ishøjs borgmester har ikke tillid til de kriterier, som bliver lagt frem i det brev, de 40 kommune har forfattet.

- Man vil fjerne nogle af de kriterier, som faktisk giver os en økonomisk kompensation i dag.

- De gavner dem, der har det lidt bedre, og så går det ud over os, som har det lidt vanskeligere, fordi vi har mange borgere, som har brug for speciel hjælp, siger han.

Se de 40 borgmestres otte anbefalinger:

Her er udpluk fra de otte anbefalinger:

  1. Der bør udarbejdes en definition af lav indkomst, der sikrer, at det ikke hovedsageligt er kontanthjælpsmodtagere i de store byer, der falder ind under dette kriterie, men også førtidspensionister og andre borgere med meget lave indkomster og stor social belastning.
  2. Udlændingeudligningen til kommuner med mange udlændinge skal reduceres fra 5,2 milliarder kroner til 2,6 milliarder kroner.
  3. Hovedstadsudligningen skal nedlægges, som regeringen selv har foreslået, men det skal ikke erstattes af et nyt "hovedstadstilskud" på omkring 400 millioner kroner. Ingen kommuner skal have bedre forhold end andre udelukkende begrundet i geografisk placering.
  4. Det nye middellevetidskriterium skal erstattes af et system, som tager udgangspunkt i restlevetiden i den enkelte kommune. Den høje kompensation skal dermed gives i de statistisk sidste 10-15 leveår i den enkelte kommune.
  5. Det skal undersøges, om det giver mening at have et kriterium om, at almennyttige boliger giver et udgiftsbehov for kommunerne.
  6. Selskabsskatten skal udlignes hårdere mellem kommunerne. Det skal sikre, at land- og udkantskommunerne får større del i den selskabsskat, som bliver betalt særligt i hovedstadsområdet, hvor mange hovedkvarterer og statslige virksomheder er koncentreret.
  7. Kriteriet skal ændres for nomadebørn, det vil sige børn, der har flyttet kommune mindst tre gange. Der skal tages højde for, at mange kommuner blev lagt sammen i forbindelse med kommunalreformen i 2007.
  8. Alle bagvedliggende beregninger skal offentliggøres, så kommuner og borgere kan gennemskue og efterregne alle økonomiske konsekvenser i regeringens forslag.
     

Kilde: Balance Danmark


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik