Arkens dronning fortryllede alle - men den nye direktør var ikke den, hun udgav sig for at være

På dagen for indvielsen af Arken mindede museets nye, ukendte direktør mest om en skikkelse fra en roman.

Bleg og aristokratisk, og til sit held kunne sårbarheden i hendes øjne snildt forveksles med arrogance og faglig selvtillid.

Dannet og ekstravagant klædt i en voluminøs nederdel, der næsten lod sig slæbe på royal vis over Arkens spritnye betongulve, lod direktør Anna Castberg sig selv og sin Ark vise frem for kulturens absolutte spidser, mens hun med selveste Dronning Margrethe ved sin side slentrede rundt på museet.

- Der var to dronninger den aften. Dronning Margrethe og Anna Castberg, fortæller Torben Weirup, der som kunst- og kulturanmelder også var til stede ved Arkens åbning i 1996.

- Det var et triumferende øjeblik for direktøren, men hun så ud som en kvinde, der havde oplevet stor ulykke, men alligevel var fattet eller sådan noget lignende. Hun var som en skræmt fugl. Hun havde et sart væsen og udstrålede en sårbarhed, hvilket jo senere viste sig at have en god grund.

Med sig i spidsen for et entourage af magtfulde mænd og kvinder havde Anna Castberg socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen, der, valgt i 1994, som den første kvinde bestred posten som amtsborgmester i Københavns Amt og desuden sad som formand for Arkens bestyrelse, da kunstmuseet blev indviet.

Men hvor dagen tilsyneladende var en stor succes for Arkens direktør, var den i stedet kvælende for Vibeke Storm Rasmussen:

- Det var godt nok den mest rædselsfulde dag, jeg har været udsat for. Det mest vidunderlige, fordi vi åbnede Arken, men jeg følte simpelthen, at jeg gik på en vulkan. Den var gal med hende Anna. Det kunne jeg mærke, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Og den var virkelig gal med Anna Castberg.

Den dag slentrede hun nemlig rundt side om side med de kongelige og viste museet frem for landets spidser ganske vel vidende, at hun havde formået at vikle alle ind i en løgn.

Ingen kunne hamle op med Anna Castberg, da Arken i efteråret 1993 søgte en direktør - en leder, der skulle føre Vestegnens kunstmuseum ind i de anerkendte museers rækker og agere ansigt udadtil.

13 ansøgere, flere af dem direktører fra andre danske museer, forsøgte. 

Det lå dog i luften, at ansættelsesudvalget bestående af den daværende socialdemokratiske Ishøj-borgmester Per Madsen, hans partifælle, daværende amtsborgmester Per Kaalund, og amtsrådsmedlem Birthe Nielsen fra Socialistisk Folkeparti, ledte efter en mere utraditionel type.

Udvalget blev blæst bagover af den hidtil ukendte verdensdame fra London, hvis CV var prydet af gyldne titler og akademiske grader fra ikke blot Danmark, men også det store udland.

Anna Castberg var veluddannet fra to af verdens mest prestigefulde og berømte universiteter. På Sorbonne i Paris havde hun studeret kunsthistorie og æstetik, og hun havde tilmed en doktorgrad fra Coutauld Institute of Art ved University of London i emnet: Københavnske malere i nordisk perspektiv.

Hendes erfaring fra kunstens verden talte en konsulentstilling ved det internationale auktionshus Sotherby’s i London, men hun havde også siddet som rådgiver for tre anerkendte museer i Prag: Nationalgalleriet, Kunstindustrimuseet og Det Jødiske Museum.

Nedfældet på Udenrigsministeriets brevpapir var tilmed vedlagt en anbefaling af Anna Castberg som kunstformidler.

Helt ukendt i Danmark var hun alligevel mere end kvalificeret, og Anna Castberg blev Arkens nye direktør - helt uden, at nogen fik kastet et øje på verdensdamens eksamenspapirer.

- Den kreds af politikere nede på Vestegnen var temmelig sure over det københavnske parnas, og da stillingen så blev slået op, var der faktisk adskillige direktører ved andre museer, der søgte den, men netop fordi der havde været så stor modstand mod eliten i København, så valgte de lokale politikere et ukendt navn for at vise, at de kan sandelig gå til uddannede og finde et ganske enestående menneske, må man forstå, forklarer Torben Weirup, der dengang skrev for Berlingske Tidende - i dag Kristeligt Dagblad.

De fleste lod sig imponere af Anna Castbergs elegante og charmerende væsen, og hun beskrives som en kvinde, der kunne sno de fleste om sin lillefinger, hvorfor de færreste havde lugtet lunten, før skandalen brød løs.

Det er ikke meget, man ved om Anna Castberg, dronningen af Arken, i dag. Forsøger man at finde frem til kvinden, der snød hele Danmark, bliver man ledt til England, hvor hun angiveligt arbejder som psykoterapeut.

TV 2 Lorry forsøgte da også at ringe til klinikken, hvor hun skulle være ansat, samt til en række andre telefonnumre, men det er ikke lykkedes at komme igennem til denne histories hovedperson.

Så lad os i stedet forholde os til de få ting, vi med sikkerhed ved, hvilket begrænser sig til følgende:

Anna Castberg blev født Leslie Ann Castberg i Holbæk i 1948. Hun var barn i Svinninge, hvorefter hun som ganske lille flyttede til England med sin mor, da moren skulle giftes med en englænder med efternavnet Beldam.

I 1977 indspillede hun under navne Leslie Ann Beldam folkrock-singlen ‘The One I Love’, hvor hun med en yndig ung-pige stemme synger om blomster og kærlighed. Singlen solgte blot 9.000 eksemplarer, og hun har så vidt vides ikke fortsat sin musikalske karriere.

Anna Castberg har været gift med en amerikaner ved navn Wallit, men efter skilsmissen tog hun igen sin mors pigenavn, og det navn vi skulle komme til at kende hende under, Castberg.

I 1993, da hun var i midten af fyrrerne, blev hun direktør for Arken.

I dag er Anna Castberg 73 år - og som sunket i jorden.

Vibeke Storm Rasmussen var med til at drømme museet op af sandet i Ishøj, et arbejde, der begyndte allerede i 1986.

Arken var det kulturelle knudepunkt på Vestegnen, hun havde drømt om, men det, der skulle have været starten på et fantastisk kunsteventyr for den socialdemokratiske Vestegns-borger, blev i stedet både et politisk og ledelsesmæssigt mareridt.

Alle udenfor Arkens mure elskede ellers Anna Castberg - det utraditionelle valg, en aristokratisk udseende og elegant kvinde, der med ret ryg glædeligt stillede op til interviews for at fortælle om sine visioner for Arken. Anna Castberg, der havde kunsterfaring fra hele verden, var villig til at samle det hele i strandparken i Ishøj.

Inden for Arkens beton var sagen dog en ganske anden.

Vibeke Storm Rasmussen, der ikke selv var med til at ansætte Anna Castberg, fortæller, at hun tog adskillige kampe med direktøren.

Anna Castberg insisterede for eksempel på at ankomme til Arken i en taxa hver eneste dag på Arkens regning - og så ville hun tilmed male museets facade i en anden farve end hvid.

Et forslag, Vibeke Storm Rasmussen ikke ville høre tale om, hvorfor hun stillede op med 50 nuancer af farven hvid og bad sin direktør om at vælge en af dem.

- Vi var ikke nogen sjælevenner. Hun mente, at nu ejede hun Arken, og hvad fanden skulle jeg gøre med alle de mænd, der stod og gjaldede rundt om hende? Undskyld mig. Det var hele kultur-kavaleriet inde i København. Jeg har jo aldrig været sådan en type, der kunne gå rundt og sige “pling-plang” med mit udseende som hende. Jeg er sådan en lidt mere hårdtslående dame, siger Vibeke Storm Rasmussen:

- Hun kritiserede mig også meget for, hvor lidt jeg vidste om kunst. I betragtning af afsløringerne om hendes egen baggrund, så synes jeg nærmest, at det er komisk, men jeg har nok ladet mig bedrage på samme måde som så mange andre og troet på, hvad der blev sagt og fortalt.

Den helt store afsløring af Anna Castberg lod vente på sig, og alt Vibeke Storm Rasmussen vidste var, at direktøren ikke havde meget begreb om at styre et museum, og mens Anna Castberg stod som kaptajnen på sin Ark, var museets økonomi ved at kuldsejle:

- Jeg sad og talte penge op og rev håret af i totter i den tid, jeg var ved roret dernede. Kan du ikke forestille dig, at alle aviserne skrev, hvor yndig hun var, og jeg sad der og kunne se, at tallene ikke passede. Hvad fanden skulle man gøre? Det eneste jeg vidste var, at hun ikke var i stand til at få lavet et ordentligt budget. Hun var fuldstændig uvidende om, hvordan man skulle gribe det hele an, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Affæren med Anna Castberg begyndte stille og roligt at lugte, forklarer Vibeke Storm Rasmussen, som dog aldrig i sin vildeste fantasi havde forestillet sig den skandale, der snart skulle skabe dybe flænger i Arkens skrog.

I Aarhus sad kulturjournalist Marianne Vaaben Juhl og undrede sig.

En praktikant på Jyllands Postens kulturredaktion havde bedt hende om råd, fordi en kilde meget pludseligt havde trukket et interview tilbage og pure nægtet praktikanten at skrive et ord om hende i avisen.

Kilden var Anna Castberg, som var blevet interviewet i forbindelse med sin tiltræden som direktør for Arken, og hendes blanke afvisning til avisen gjorde Marianne Vaaben Juhl nysgerrig:

- Når hun nu pludselig benægtede det, selvom der ikke var noget i vejen med selve interviewet, så måtte der være et eller andet, hun havde fortalt, som hun, i det øjeblik hun så det på tryk, var blevet bange for, at hun havde sagt, og som muligvis ikke var sandt, forklarer Marianne Vaaben Juhl, der i dag er pensioneret og bor i København.

Interviewet med Anna Castberg drejede sig om den erfaring, der havde kvalificeret hende til direktørstillingen, og derfor begyndte Marianne Vaaben Juhl at ringe til Anna Castbergs påståede tidligere arbejdspladser.

- Vi kontaktede blandt andet et kunstmuseum i Tjekkiet, som hun skulle have arbejdet for, men det eneste, de havde oplevet med hende var, at hun havde forsøgt at sælge dem nogle postkort, som skulle afsættes i deres butik, hvilket var meget, meget modsat af, hvad hun havde fortalt os, siger Marianne Vaaben Juhl.

Det skulle vise sig, at museet i Tjekkiet langt fra var den eneste erfaring på hendes CV, Anna Castberg havde løjet om. Derfor forsøgte Marianne Vaaben Juhl at ringe til Anna Castberg, men konfronteret med sagen lagde direktøren røret på.

Kulturjournalisten brugte måneder på at undersøge sagen, og alt, hun fandt, pegede entydigt på, at Anna Castbergs eneste bidrag til kunstverden reelt var den ultrakorte og meget lidt imponerende karriere som folk-sangerinde dengang i 70’erne.

I midten af august 1996, knapt et halvt år efter indvielsen af Arken, udgav Jyllands Posten en historie med titlen ‘Anna Castbergs lånte fjer’.

Her afslørede Marianna Vaaben Juhl og hendes kollega, hvordan Anna Castberg havde pyntet kraftigt på sit CV.

Og væk var direktøren så.

- Dagen efter artiklen havde været i avisen, var hun forsvundet, så jeg havde en beroliget fornemmelse af, at det, vi havde skrevet, var sandt. Men det er klart, når du lige har set et stort billede i avisen, hvor hun kommer gående til åbningen af museet, lige op og ned af dronningen, så er du godt klar over, at hvis det her er forkert, så har du et problem - men det var det ikke, siger Marianne Vaaben Juhl.

- Det var godt nok den mest utrolige svindel-historie, jeg nogensinde har lavet. Det er jo sjældent, at man har så store sager i hænderne - især som kulturjournalist. Jeg er glad for, at jeg var med til at forhindre, hvor galt det kunne være gået på det museum. Arken er blevet et godt museum. Det blev nok bedre uden Anna Castberg.

Anna Castberg blev tvunget til at fratræde sin stilling som direktør for Arken den 16. august 1996. Den officielle forklaring lød, at hun havde overskredet museets konsulentbudget med 800.000 kroner.

Den 12. september 1996 indrømmede Anna Castberg sin løgn i et interview med Politiken, der var lykkedes med at få fat i hende.

- Det må vel være kvalifikationerne, der tæller. Jeg ser sådan på det, at jeg i min ansøgning til Københavns Amt romantiserede visse af mine eksamener. Mere vil jeg ikke sige om den sag. Men det var selvfølgelig dumt. Utroligt dumt, sagde hun dengang.

Et år senere tonede hun frem på danskernes TV-skærme, da hun overfor DR forsøgte at give en forklaring på, hvorfor hun havde løjet:

- Ja. Hvad fik mig til det? Måske ville jeg imponere. På en måde som jeg vidste, den danske kunstverden krævede faktisk, lød det.

Siden har der været radiostilhed. Lige indtil en dansk dramatiker fik den tidligere direktør ud af sit flyverskjul.

Anna Castbergs historie fortsatte med at fascinere i årene efter hendes forsvinden.

Den afgåede direktør blev sågar efterlyst af Interpol, fordi det viste sig, at hun spillede hovedrollen i en dum affære, hvor tre kostbare Edvard Munch-skitser var forsvundet i hendes varetægt. Sagen blev siden overgivet til det engelske politi, og det har ikke været muligt at finde ud af, om skitserne er kommet tilbage til deres rette ejere.

Men i 2003 fik Anna Castberg uvidende endnu en hovedrolle.

Dramatikeren Erling Jepsen var så fascineret af Anna Castbergs historie, at han i 2003 forevigede den i et skuespil kaldet ‘Anna & Tyngdeloven’, som blev opsat på Odense Teater.

Det var egentlig ikke noget, dramatikeren havde planlagt på forhånd, men under et interview med en journalist fra Politiken om hans nye stykke, der havde premiere samme aften, kom han til at lyve.

På spørgsmålet: “Har du talt med Anna Castberg personligt?” svarede han: “Ja”.

Erling Jepsen havde været i London for at se et af sine egne stykker blive opført, da en kvinde, der lignede Meryl Streep, men ikke var Meryl Streep, havde siddet på tilskuerrækkerne foran ham. Hun havde drejet hovedet mod ham og sagt: “Skriv et stykke om mig, please,” fortalte han til journalisten.

Og så rullede løgnen.

Erling Jepsen blev inviteret til at deltage i TV-interviews om sit venskab med Anna Castberg, og journalister kontaktede ham med anmodninger om interviews med den tidligere Arken-direktør, der havde været forsvundet, indtil Erling Jepsen sagde, han havde kontakt til hende.

Dramatikeren kunne finde på at sige til journalisterne, at han lige ville ringe og spørge Anna Castberg, om hun nu gerne ville på TV 2 den aften, hvorefter han lagde på, stod i et par minutter uden at foretage sig andet, for så at ringe til den pågældende journalist og sige, at Anna Castberg ikke var interesseret.

Men Erling Jepsen havde ikke dengang - og har aldrig siden - talt med Anna Castberg, og hans løgn fik den tidligere direktør til selv at stryge til tasterne. I 2001 skrev hun et læserbrev til den avis, der fik hende ned med nakken i første omgang.

 Brevet blev sendt afsted uden afsenderadresse, og i Jyllands Posten den 27. september kunne man så læse, at Anna Castberg tog kraftig afstand til Erling Jepsens stykke, og at hun aldrig havde talt med ham.

Først to år senere indrømmede Erling Jepsen sin løgn i en klumme i Politiken:

‘Undskyld Anna Castberg. Jeg fik lyst til at genoplive den rolle, du selv havde skabt, og som jeg har dyb respekt for. Og jeg ønskede, at andre skulle forstå og dele min respekt,’ skrev han.

- Jeg prøvede at lave et stunt i hendes ånd ved at sige, at hun var konsulent på stykket. Men jeg havde slet ikke hendes format, siger han i dag.

Kender du historien om kaptajnen fra Köpenick?

I begyndelsen af det 20. århundrede klædte en simpel skomager fra den østpressiske by Tilsit sig ud som kaptajn og tog kommando over en gruppe soldater. Sammen indtog de byens rådhus, arresterede borgmesteren og stjal fra kommunekassen.

Det er en komisk historie, og det er fristende at trække tråde til fortællingen om Anna Castberg, der med lånte fjer klædte sig ud som veluddannet kunstkender og overtog magten på et kunstmuseum.

Men er fortællingen om Anna Castberg, der fordrejede hovedet på samfundets og kunstens spidser, virkelig kun en komisk skandale, hvis omfang og facetter bedst foldes ud ved at skildre den tidligere direktør som en løgnagtig fidusdronning?

Anna Castberg endte - formentlig ganske ufrivilligt - med at afsløre, at det ikke er så svært at blive direktør for et kunstmuseum, og at de fleste kan lade sig narre af et kønt ansigt og et opsigtsvækkende CV.

Se TV 2 Lorrys søndagsmagasin om ikke bare Anna Castberg, men også de politiske kampe, der var dominerende for Arkens allerførste år.