36 boliger ødelagt efter brand i etageejendom: 91 beboere skal genhuses

Borgmester garanterer hjælp til alle beboere, der har mistet deres hjem efter en voldsom brand i en etageejendom i Ishøj tirsdag aften.

91 indbyggere i Ishøj står uden hjem, efter en brand i en lejlighed på Gildbrovej tirsdag eftermiddag og aften bredte sig til flere opgange og ødelagde 36 boliger.

Det står klart, efter Ishøj Kommune onsdag kan gøre status på brandens hærgen.

- Det er en voldsom hændelse, som har påvirket os alle meget. Jeg er naturligvis taknemlig for, at ilden ikke har kostet menneskeliv, men mine tanker er hos de borgere, som med ét slag har mistet deres hjem – med alt, hvad det indebærer. Det er forfærdeligt at tænke på, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S) i en pressemeddelelse.

Havde svært ved at få brand under kontrol

Branden opstod tirsdag om eftermiddagen i en lejlighed øverst i boligblokken og blev først slukket efter flere timers intens indsats fra beredskabet.

- Der har været en masse inventar i lejligheden, der har gjort det særdeles svært at få kontrol med branden. Vi har derfor brugt natten på at skovle inventaret ud af lejligheden for at komme frem til det område, branden var værst, udtalte beredskabschef Dennis Ottosen tidligere onsdag til TV 2 Lorry.

brand i ishøj gildbroevej
Foto: Presse-fotos.dk
brand i ishøj gildbroevej
Foto: Presse-fotos.dk

I pressemeddelelsen oplyser Ishøj Kommune, at medarbejdere tirsdag aften gennemgik beboerlister og sørgede for, at de 91 beboere, hvis hjem gik til i flammerne, ikke stod uden tag over hovedet.

- Nogle søgte ophold hos familie og venner, mens andre fik midlertidig hjælp til overnatning af deres forsikringsselskaber. Sidst på dagen stod 12 personer uden tag over hovedet, og dem har vi hjulpet videre, siger Ole Bjørstorp.

Står klar med psykologhjælp

Ishøj Kommune er i kontakt med boligselskabet DAB, som administrerer boligerne i Vildtbanegård, hvor etageejendommen på Gildbrovej hører til, for at hjælpe med genhusning af beboerne.

- Vi vil som kommune naturligvis også gøre vores bedste for at hjælpe vores borgere. Det er vigtigt for mig at understrege, at vi er her for borgerne i denne svære tid, udtaler borgmesteren.

Han tilføjer, at kommunen står klar med psykologhjælp til børn og voksne, som kan være traumatiseret af oplevelsen.

brand i ishøj gildbroevej
Foto: Presse-fotos.dk

I pressemeddelelsen fremgår det også, at beboere med indboforsikring skal tage fat i deres forsikringsselskab med henblik på genhusning, mens beboere uden forsikring skal kontakte boligskabet DAB.

Københavns Vestegns Politi fik anmeldelsen om branden klokken 15.48 tirsdag, og i første omgang valgte man at anholde lejlighedens beboer, da han ikke kunne give en fyldestgørende forklaring.

Han er dog siden blevet løsladt. Politiet kan onsdag fortsat ikke fastslå brandårsagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik