Uvaccinerede fylder stuerne på lungeafdeling: - Det er dybt frustrerende, siger overlæge

Læger og sygeplejersker på Hvidovre Hospitals lungeafdeling er pressede til det yderste og håber, at flere danskere vil lade sig vaccinere.

En yngre mand iført iltmaske kigger kortvarig ud gennem vinduet fra sin stue, hvor han er isoleret.

- Så du blev skræmt af alle rygterne om vaccinen?, spørger Oli Dalsgard manden.

Oli Dalsgard er overlæge på Lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital og følger op på, hvordan patienten har det.

- Ja, svarer den yngre mand.

Han er alvorligt syg af covid-19 og er i risiko for at dø af sin infektion i lungerne.

Manden lider ikke af andre sygdomme. Men han er ikke vaccineret mod covid-19.

- Jeg overlever, ikke?, spørger den yngre mand.

- Jeg håber, du overlever. Vi gør det bedste, vi kan, svarer Oli Dalsgard.

Da TV 2 besøgte afdelingen, var ti patienter indlagt med alvorlige covid-19-infektioner. Syv af dem var ligesom den yngre mand ikke vaccineret.

Og flere af de indlagte i den igangværende bølge af epidemien er yngre, raske mennesker ned til 20 år, der ikke er vaccineret, fortæller Oli Dalsgard.

quote Dem, der bliver meget syge, er de ikke-vaccinerede, og desværre er mange af dem unge

Aslaug Jørgensen, afdelingssygeplejerske, Lungemedicinsk Afdeling

Men mange af dem skulle sandsynligvis aldrig have været indlagt, hvis de var vaccineret, vurderer overlægen.

- Som sundhedspersonale og som menneske er det dybt frustrerende, fordi man ved, at folk måske kunne have undgået det her. Det er meget trist, siger Oli Dalsgard.

En ikke-vaccineret patient på en isolationsstue på lungeafdelingen, Hvidovre Hospital.
En ikke-vaccineret patient på en isolationsstue på lungeafdelingen, Hvidovre Hospital.
Foto: Josefine Uhd Stritich / TV 2

Fire gange større risiko for indlæggelse uden vaccine

Covid-19 er endnu engang på alvorlig fremmarch med omkring 4000 dagligt smittede den seneste uge og et indlæggelsestal, der ligger godt over 400.

Dykker man ned i tallene fra Statens Serum Institut, ser man, at risikoen for at blive indlagt på hospitalet er fire gange højere for ikke-vaccinerede sammenlignet med de vaccinerede.

Samtidig har en ny, stor undersøgelse fra det amerikanske center for sygdomsforebyggelse (CDC) netop vist, at 14 ud af 15, som døde af covid-19 i USA, ikke var vaccinerede.

Som TV 2 søndag kunne fortælle, er Hvidovre Hospitals lungemedicinske afdeling, hvor Oli Dalsgard arbejder, allerede presset på grund af covid-19, og den store mangel på især sygeplejersker.

quote Vi risikerer, at tingene løber ud af kontrol. Det er det, jeg er bange for

Oli Dalsgard, overlæge, Lungemedicinsk Afdeling

Han er bekymret for, om hans personale kan følge med i de kommende måneder, og derfor håber han, at flere danskere vil lade sig vaccinere. I skrivende stund er 75,8 procent af den danske befolkning vaccineret.

- Som enkeltperson og for samfundet kan man gøre en forskel, hvis man bliver vaccineret. Man kan forhindre, at flere blive syge og indlagt, og så er risikoen for, at vi bliver oversvømmet og ikke kan følge med, mindre, siger han.

Når han kigger på tallene for sin afdeling, taler de sit eget tydelige sprog, mener han: At ellers raske ikke-vaccinerede unge er indlagte med svær sygdom, selvom de slet ikke burde være det.

- Det kan kun betyde en ting. Det er, at de burde beskytte sig bedre med vaccinationer, siger Oli Dalsgard.

Oli Dalsgard gør sig klar til at gå stuegang hos en covid-19-patient. Hvis flere bliver vaccineret, håber han, det kan afbøde presset på afdelingen.
Oli Dalsgard gør sig klar til at gå stuegang hos en covid-19-patient. Hvis flere bliver vaccineret, håber han, det kan afbøde presset på afdelingen.
Foto: Josefine Uhd Stritich / TV 2

Voldsomme forløb sidder i sygeplejerskerne

Afdelingssygeplejerske Aslaug Jørgensen på samme afdeling oplever, at flere indlagte patienter udtrykker fortrydelse over, at de ikke er blevet vaccineret.

- De fleste ville selvfølgelig ønske, at de var blevet vaccineret, hvis de kunne skrue tiden tilbage. Men det er de ikke blevet, så nu prøver vi at hjælpe dem med at overleve, siger hun.

Ifølge Aslaug Jørgensen er langt de fleste af de færdigvaccinerede, som bliver indlagt på afdelingen, patienter med andre sygdomme.

- Dem, der bliver meget syge, er de ikke-vaccinerede, og desværre er mange af dem unge. Lige nu har vi for eksempel fire unge liggende mellem 24 og 40 år. De havde ikke regnet med, at det var dem, der skulle blive så syge af det.

Under coronapandemiens anden bølge, der begyndte i december sidste år, var vaccinerne kun lige på trapperne, og oplevelserne fra patienternes kamp for livet dengang har sat sig i sygeplejerskerne på Lungemedicinsk Afdeling.

Et røntgenbillede fra en uvaccineret covid-19-patient viser, at lungerne har taget skade. De mørke områder er det raske væv, mens de hvide pletter er de steder, hvor virus har ødelagt lungerne.
Et røntgenbillede fra en uvaccineret covid-19-patient viser, at lungerne har taget skade. De mørke områder er det raske væv, mens de hvide pletter er de steder, hvor virus har ødelagt lungerne.
Foto: Josefine Uhd Stritich / TV 2

Aslaug Jørgensen fortæller, at de fleste ældre lungepatienter, der ikke overlever, oftest dør under rolige og kontrollerede forhold. Alle er enige om, hvad der skal ske, og familien er samlet rundt om patienten.

Anderledes var det ifølge afdelingssygeplejersken for de alvorligt syge unge-covid-19-patienter under anden bølge:

- Der var nogle meget voldsomme forløb under anden bølge. De var vågne til allersidste øjeblik. Vi havde øjenkontakt med dem, og vi kunne se deres desperation. De var skrækslagne. De havde iltmaske på, og alligevel følte de ikke, de kunne få luft. Men vi havde ikke mere at skrue på, siger hun.

Hun og hendes sygeplejersker frygter, at lignende scenarier kan komme til at gentage sig i den kommende tid for de mennesker, der ikke er vaccinerede.

quote Vi bor i et frit land, og jeg går ind for retten til selvbestemmelse. Vi rummer også alle dem, som ikke er vaccinerede

Aslaug Jørgensen, afdelingssygeplejerske, Lungemedicinsk Afdeling

Ikke-vaccineret patient var bange for vaccine

På en af afdelingens stuer ligger covid-19-smittede Pia Jacobsen, der netop er kommet sig efter et livstruende forløb.

Hun valgte ikke at blive vaccineret mod covid-19.

Hvordan kan det være, du ikke er vaccineret?

- Fordi jeg for nogle år tilbage blev vaccineret mod influenza. Jeg blev simpelthen så syg, at jeg lå i fem uger og faktisk svævede mellem liv og død. Jeg tør simpelthen ikke, siger hun.

Pia Jacobsen fortæller, at hun undlod af få vaccinen, fordi hun frygtede at blive syg af den og samtidig være alene hjemme.
Pia Jacobsen fortæller, at hun undlod af få vaccinen, fordi hun frygtede at blive syg af den og samtidig være alene hjemme.
Foto: Josefine Uhd Stritich / TV 2

Fortryder du, at du ikke blev vaccineret?

- Jeg ville ønske, at der var noget mere oplysning om den, så jeg kunne finde ud af, hvor meget den minder om influenza-vaccinen. For hvis det viser sig, jeg kan tåle den, vil jeg gerne have den.

Når du ikke er vaccineret, er du så ikke med til at optage en hospitalsplads for andre, som er alvorligt syge?

- Det synes jeg ikke, for jeg har gjort, hvad jeg kunne for at undgå at få det. Jeg har virkelig, virkelig været forsigtig og har nærmest ikke omgået nogen folk overhovedet for at undgå smitte, siger Pia Jacobsen.

Bekymring for de kommende måneder

Selvom situationen på afdelingen ifølge afdelingssygeplejerske Aslaug Jørgensen taler for sig selv, vil hun ikke kræve, at danskerne lader sig vaccinere.

- Vi bor i et frit land, og jeg går ind for retten til selvbestemmelse. Vi rummer også alle dem, som ikke er vaccinerede, siger hun.

Men hun beder ikke-vaccinerede danskere huske på, hvilke konsekvenser deres valg kan få for andre.

Her nævner hun i særlig grad konsekvenserne for de ældre og borgere med alvorlig sygdom i forvejen. Samt ikke mindst sig selv og resten af det danske sundhedspersonale.

Afdelingssygeplejerske Aslaug Jørgensen iklæder sig værnemidler for at hjælpe sygeplejerskerne på stuerne.
Afdelingssygeplejerske Aslaug Jørgensen iklæder sig værnemidler for at hjælpe sygeplejerskerne på stuerne.
Foto: Josefine Uhd Stritich / TV 2

For alle sygeplejersker på Lungemedicinsk Afdeling har ifølge Aslaug Jørgensen været smittet med covid-19 mindst én gang, og for en dels vedkommende to gange.

- Det er da irriterende, når man ved, der er en vaccine, som kunne mindske antallet af indlæggelser og dermed undgå, at vi skulle eksponeres igen, siger hun.

Flere - inklusiv Aslaug Jørgensen selv - lider stadig under senfølger såsom problemer med vejrtrækning.

Med udsigt til høj smitte og stadigt større personalemangel er både Aslaug Jørgensen og Oli Dalsgard bekymrede for, hvad den kommende tid bringer.

- Vi risikerer, at tingene løber ud af kontrol. Det er det, jeg er bange for, siger Oli Dalsgard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik