Ung mand får opsigtsvækkende dom i sag om stort gaderæs

Retten i Glostrup finder 22-årig skyldig i at have medvirket til hensynsløs kørsel under gaderæs i Hvidovre. Det er første gang, en hjælper får dom for gaderæs.

På en 200 meter lang bane med en afmærket ”Start”- og ”Mål”-linje i Hvidovre var mellem 200 og 300 mennesker stimlet sammen til et ulovligt gaderæs i begyndelsen af september sidste år.

Tirsdag eftermiddag ved Retten i Glostrup faldt der dom i sagen, hvor tre mænd var tiltalt for lovovertrædelser i forbindelse med arrangementet på Stamholmen.

”Starteren” som ved gaderæset stod for at sætte løbene i gang, blev idømt 30 dage fængsel og en bøde på 12.000 kroner. Mens to andre mænd, der var tiltalt for som såkaldte ”spottere” at holde øje med politiet under ræset, blev frifundet.

Fængselsstraffen er gjort betinget af, at manden udfører 40 timers samfundstjeneste, oplyser specialanklager ved Københavns Vestegns Politi Charlotte Møgelhøj.

Det er ulovligt at køre ræs på offentlig vej, og det kan koste en fængselsstraf at være fører af et køretøj, der drøner afsted med en hastighed langt over det tilladte.


Striben skaber problemer

Tirsdagens dom er opsigtsvækkende. Det er første gang, at anklagemyndigheden har rejst tiltale om hensynsløs kapkørsel mod de påståede hjælpere, selv om de ikke selv har presset speederen i bund.

Gaderæs, som arrangeres af gruppen kaldet Striben, skaber problemer for både Københavns Vestegns Politi og for andre politikredse i landet, fortalte en politiassistent i retten i begyndelsen af februar.

Gruppen står bag både lovlige biltræf og ulovlige gaderæs, mener politiet. En del kommunikation foregår via en side på Facebook.

Politiet var til stede under det gaderæs, som tirsdagens dom handler om, og nåede at filme nogle af løbene.

De film og betjentenes oplevelse af, hvor hurtigt der blev kørt, indgår som beviser i tirsdagens dom.

Den dømte, der er 22 år, har nu 14 dage til at beslutte, om han vil anke dommen. Samtidig vil anklagemyndigheden overveje, om frifindelsen af de to andre skal indbringes for landsretten.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik