Udrulning af fjernvarmenet trækker ud på grund af mangel på håndværkere

Hvidovre Fjernvarmeselskab vil gerne fremskynde udrulningen af fjernvarmenettet i kommunen, men mangel på arbejdskraft sætter en stopper for ønsket.

Høje energipriser og klimakrisen gør, at mange efterspørger fjernvarme.

Det mærker man også i Hvidovre, men her kan det lokale fjernvarmeselskab ikke levere fjernvarme til alle før om ni år.

Og det på trods at selskabet ønsker at fremskynde processen med at få fjernvarmenettet udrullet til hele kommunen.

- En af hovedårsagerne er, at entreprenørerne ikke kan skaffe håndværkere nok. Det er super ærgerligt, siger formanden for Hvidovre Fjernvarmeselskab, Anders Liltorp, der også sidder i Hvidovre Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet.

Han mener ikke, at fjernvarmeselskabet kan gøre mere for at få entreprenørerne til at prioritere deres ressourcer til opgaven og på den måde få processen til at gå hurtigere:

- Jeg synes, at vi er ret gode til at forhandle konktrakter med entreprenører og lave en tidsplan, der holder. Hvis vi stiller urealistiske krav, kan entreprenørerne vælge at takke nej til opgaven, og det er også vigtigt, at de gør det, så de ikke lover noget, de ikke kan holde.

(Artiklen fortsætter under kortet...)

Her kan man se Hvidovre Fjernvarmeselskabs tidsplan for, hvornår beboere i forskellige boligområder kan forvente at kunne koble sig på fjernvarmenettet.
Her kan man se Hvidovre Fjernvarmeselskabs tidsplan for, hvornår beboere i forskellige boligområder kan forvente at kunne koble sig på fjernvarmenettet.
Foto: Hvidovre Fjernvarmeselskab

Hos entreprenørvirksomheden Bravida nikker de genkendende til Hvidovre Fjernvarmeselskabs forklaring på den lange tidshorisont, før alle får fjernvarme i Hvidovre.

Bravida er lige nu i gang med at etablere fjernvarme i blandt andet Køge, Solrød, Vallensbæk, Rødovre og Greve kommuner.

- Vi har en masse opgaver, vi egentlig gerne ville byde på og lave, men vi kan simpelthen ikke skaffe arbejdskraft nok, siger chefen for afdelingen Fjernvarme i Bravida Danmark, Johnny Pedersen, og tilføjer:

- Det er mega frustrerende, fordi vi kunne omsætte for dobbelt så meget, som vi gør i dag, og vi kunne gøre en masse mennesker glade, fordi de gerne vil have fjernvarme.

I Hvidovre er det knap 28 procent af boligerne, der bliver opvarmet med naturgas, og TV 2 Lorry har onsdag talt med en del borgere i kommunen, der er frustrerede over, at de først kan få fjernvarme i 2031.

Formanden for Hvidovre Fjernvarmeselskab garanterer dog, at processen med udrulning af fjernvarmenettet ikke vil blive forsinket.

Alle borgere i Hvidovre får adgang til fjernvarmenettet senest i år 2031, lyder det.

Først skal det handle om de høje energipriser som presser boligejerne. I Hvidovre vil de gerne have fjernvarme ud til alle hurtigst muligt, men fjernvarmenettet kan først være færdigetableret om ni år.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik