Træt af corona-karantæne: Inviterer 200 kolleger til virtuel firmafest i aften

For at komme tættere på kollegerne, der i disse dage alle arbejder hjemmefra, har en personaleforening inviteret til digital firmafest med liveband og mad udefra.

Hvad gør man, når man fra sin hjemmearbejdsplads begynder at savne den kollegiale snak ved kaffemaskinen, og når det ene personaleforeningsarrangement efter det andet bliver aflyst, og man egentlig bare har lyst til kollegialt samvær?

De fleste venter nok på, at coronavirussen går på retræte, og vi derfor igen kan mødes på arbejdspladsen, som vi plejer. Men hos Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) i Hvidovre rakte tålmodigheden ikke til at vente, så i aften har de arrangeret en virtuel firmafest med livemusik og takeaway mad.

- Vi kommer til at kunne være sociale sammen, mens vi fysisk er hver for sig. Jeg tror faktisk, at det bliver megahyggeligt, siger Kim Hansen, der er næstformand i personaleforeningen.

quote Jeg synes det er en super god ide til at fastholde vores kollegiale sammenhold, når nu coronavirussen holder os adskilt

Ditte Rønhøj Frostholm

Til aftenens firmafest har medarbejderne hyret bandet Jazzkollektivet, der kommer til at give en livekoncert fra det sommerhus, hvor bandet har valgt at gå i karantæne. Koncerten bliver streamet til medarbejderne over Facebook, hvor setlisten også tidligere i dag blev besluttet gennem en medarbejderafstemning.

- Vi kalder det DBI 413, for det er jo en slags ønskekoncert. Og så kan vi sidde og skrive i kommentarfeltet til hinanden undervejs. Jeg håber at se en masse gode billeder af, hvordan folk sidder og fester med i deres stuer, siger Kim Hansen.

131 til fest med billeder og hyggechat

Der er omkring 200 ansatte i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, og ser på man på tilmeldingerne til aftenens fest, så vil 131 personer overvære aftenens koncert. Det er dermed det mest populære arrangement i personaleforeningens historie.

- Jeg synes det er en super god ide til at fastholde vores kollegiale sammenhold, når nu coronavirussen holder os adskilt, siger Ditte Rønhøj Frostholm, der til daglig arbejder som projektleder.

quote Jeg tror, vi får det rigtig hyggeligt i aften, og jeg synes, at det er fedt, at vi også kan finde på nogle gode ting, så alt omkring virussen ikke skal være så negativt

Ditte Rønhøj Frostholm

For at sikre, at alle sørger for at hygge sig ved computerkoncerten, har personaleforeningen besluttet, at ingen skal bruge tid ved komfuret. Med i arrangementet er derfor et tilbud om, at alle kan hente takeawaymad til dem selv og deres familie, som personaleforeningen så vil betale for.

- Til en almindelig fest ville vi jo heller ikke selv lave maden. Så nu spiser vi ude derhjemme, og så kan vi hver især støtte de små lokale spisesteder, som jo er hårdt presset for tiden, siger Kim Hansen.

Undervejs vil kommentarsporet under koncerten derfor både flyde over med beskeder om musikken, med billeder fra folks stuer og deres mad.

- Jeg tror, vi får det rigtig hyggeligt i aften, og jeg synes, at det er fedt, at vi også kan finde på nogle gode ting, så alt omkring virussen ikke skal være så negativt, siger Ditte Rønhøj Frostholm.

Mangler det sociale i kollegakontakten

Både Kim Hansen og Ditte Rønhøj Frostholm fortæller, at selvom de under coronanedlukningen holder mange videomøder, så føler de et kollegialt afsavn.

- Man mangler det daglige nærvær. De små spørgsmål om hvordan det går, og om hvad man lige sidder med. Der er pludselig langt til den nærmeste kollega, som vi lige nu mest ringer til med faglige ting. Alt det hyggelige er lige pludselig forsvundet, siger Kim Hansen, der udover at være næstformand i personaleforeningen til daglig arbejder som afdelingsleder.

Firmafest anno 2020. Snakken med kollegerne til aftenes firmafest vil foregå digitalt og foran hver deres skærm.
Firmafest anno 2020. Snakken med kollegerne til aftenes firmafest vil foregå digitalt og foran hver deres skærm.
Foto: Jazzkollektivet

- Man ringer jo ikke om alle de små hurtige ting, som man normalt lige kan spørge kollegaen ved siden af om, siger Ditte Rønhøj Frostholm.

quote Hele den her situation gør jo, at man pludselige sætter meget mere pris på det arbejdsliv man normalt har. Jeg tror vi er mange, der ser frem til faktisk at kunne komme rigtig på arbejde igen

Kim Hansen

Hun arbejder til daglig med digitale services og er derfor vant til videomøder. Men faktisk er lige præcis videomøderne nu noget af det, som hun sætter mest pris på ved arbejdet. Ikke mindst fordi videomøder er en ny ting for mange af hendes kolleger.

- Jeg har allerede haft mange sjove og spændende møder, hvor der lige pludselig kommer børn ind i billedet med sjove kommentarer. Det har brudt vores professionelle barrierer lidt ned, og det kan jeg på en eller anden måde faktisk godt lide, siger Ditte Rønhøj Frostholm, der dog ligesom Kim Hansen glæder sig til en mere normal hverdag.

- Hele den her situation gør jo, at man pludselige sætter meget mere pris på det arbejdsliv man normalt har. Jeg tror vi er mange, der ser frem til faktisk at kunne komme rigtig på arbejde igen, siger Kim Hansen.

Coronanedlukningen spænder da også ben for et andet fast ritual. Nemlig den hyggelige snak der normalt er den første arbejdsdag efter en fest, hvor alt om hvordan aftenens forløb skal diskuteres.

- Den snak bliver jo desværre nok ikke helt, som den plejer. Så den må vi jo sørge for at holde undervejs, og så bliver der nok lidt mere hyggesnak på videomøderne på mandag, siger Ditte Rønhøj Frostholm.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik