Københavns Vestegns Politi efterlyste natten til torsdag en 65-årig mand, der var forsvundet i nedtrykt tilstand.
Manden blev sidst set i området omkring Hvidovre Strandvej omkring klokken 20.30, og politiet bad efterfølgende offentligheden om hjælp til at finde den 65-årige.
Efter mange timers søgen dukkede den 65-årige op igen - mere end 12 timer efter han sidst blev set.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger medførte efterlysningen også en eftersøgningsaktion med helikopter og mange patruljer i området omkring Hvidovre Havn.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.