Sanne er centrum i lovestorm: Fantastisk at sprede budskabet

Mange tør ikke ansætte hørehæmmede, fordi de er bange for 'døve-kan-ikke-høre-irritation', lyder det fra hovedperson i Fakta-lovestorm.

- Det betyder meget for mig at sprede et budskab om, at døve 'kan godt'. Det er en fantastisk følelse.

Sanne Østergaard fra Hvidovre er havnet i en uvant situation. Hun er nemlig omdrejningspunktet i en lovestorm.

Sanne er kassedame i en Fakta-butik på Gammel Køge Landevej. Hun har dog en udfordring, der skiller hende ud fra andre kassedamer: Hun kan ikke høre noget - overhovedet. 

quote Mange døve kæmper for at få et job og vil gerne vise, at de kan godt. 

Sanne Østergaard

Den 42-årige Hvidovre-borger har arbejdet i butikken i små to år, uden at det har vakt stor opsigt. De faste kunder er vant til at prikke hende på skulderen, hvis hun står med ryggen til. 

For nylig startede Sanne dog i kassen, og tirsdag lavede en kunde, der selv er døv, et opslag på Faktas facebookside.

Siden da er det væltet ind med likes, hjerter og positive kommentarer, og i skrivende stund er opslaget blevet delt flere end 600 gange. 

Fakta får roser for at tage et socialt ansvar og for ikke at være bange for at sætte en døv person til at betjene kunder. 

quote Jeg ser hende potentielt som en leder i Fakta.

Jane Ritter, butikschef 

Det er butikschef Jane Ritter, der i sin tid valgte at ansætte Sanne. På det tidspunkt havde Sanne været arbejdsløs i fire-fem år. Hun startede som praktikant i tre måneder, hvorefter hun blev fastansat.

- Hun ville rigtig gerne arbejde i butik, og jeg er rigtig glad for at have hende her. Vi har ansat hende, fordi hun brænder for det. Hun knokler, hun er virkelig god, og jeg ser hende potentielt som en leder i Fakta, siger Jane Ritter til TV 2 Lorry.

Hvor der er vilje, er der vej

Adspurgt om andre butikker kunne lære noget af Fakta på Gammel Køge Landevej, svarer butikschefen:

- Hvis man vil, så er der mange ting, der kan lykkes. Selvfølgelig er der nogle udfordringer i hverdagen, men det handler om at ville det. Selv om man er døv, kan man sagtens passe et helt almindeligt arbejde. Og fordi Sanne selv viser vejen, har jeg også lyst til at gå langt for hende.

Jane Ritter er mildest talt overrasket over den stærke reaktion på Facebook-opslaget. 

- Det er helt utroligt. De sociale medier er stærke. Før var det bare kunderne, der kendte hende, nu er det jo nærmest hele Danmark, siger hun til TV 2 Lorry.

Hovedpersonen selv er glad for opmærksomheden, men er mest glad for at sætte lys på en større emne.

- Mange døve kæmper for at få et job og vil gerne vise, at de kan godt. Men mange steder tør ikke ansætte døve eller hørehæmmede, fordi de er bange for 'døve-kan-ikke-høre-irritation', skriver Sanne Østergaard til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Det var et stort skridt for mig at sidde ved kassen, og jeg var spændt til at se, hvordan kunderne reagerede. De har været fantastiske, og det er en rigtig dejlig fornemmelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik