S og DF til transportminister: Nedlægning af Linje E dur ikke

Regeringen og DSB vil fra det nye år nedlægge Linje E på Friheden Station. Og det skal stoppes, mener S og DF, som nu lægger pres på tranportministeren.

For folk der bor i Hvidovreområdet, er S-toglinje E kendt som den nemme vej ind mod byen. Den kører ofte, og har færre stop end Linje A, der også kører fra Friheden Station. 

Men for at spare penge, har DSB og regeringen nu planer om at nedlægge den hurtige forbindelse ind til København. 

Og det har nu fået lokale folketingspolitikere til at reagere. Ifølge dem, vil nedlægningen af linjen nemlig betyde en markant forringelse af togforbindelserne fra Friheden Station. 

- Vi er i et område, hvor der hele tiden kommer nye boliger og der er et hospital lige rundt om hjørnet, hvor der hver dag kommer tusindvis af mennesker. Og nu vil DSB og regeringen altså forringe togbetjeningen her fra - det dur simpelthen ikke, siger Socialdemokratiets Morten Bødskov, der er folketingsvalgt på Vestegnen. 

 

quote Vi har ikke brug for dårligere kollektiv trafik her i hovedstaden, vi har brug for bedre kollektiv trafik.

Morten Bødskov, MF Soc. Dem. 

Sammen med Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti, og folketingskandidat for Socialdemokratiet Maria Staghøj Durhuus håber han nu på at kunne få Transportministeren til at gribe ind - og sætte en stopper for den nedlægning af linjens stop på stationen, der træder i kraft 1. januar 2019. 

- Vi har ikke brug for dårligere kollektiv trafik her i hovedstaden, vi har brug for bedre kollektiv trafik. Og det får vi simpelthen ikke med det, regeringen ligger op til nu, siger Morten Bødskov til TV 2 Lorry. 

Passager: Man står nærmest som sild i en tønde 

I en række spørgsmål til transportministeren, ønsker de lokale folketingspolitikere nu blandt andet et redegørelse for passagerudviklingen på stationen, samt et svar på, hvorvidt ministeren mener, at nedlæggelsen stemmer overens med den politiske vision om at sikre borgerne gode kollektive transportmuligheder. 

Laura Olsen bor i Hvidovre, men går i skole inde i København. Derfor er hun en af de mange passagerer, der dagligt stiger på Linje E på Friheden Station. 

- Der er så mange mennesker i togene og derfor er det rart, at der kommer flere toge kort tid efter hinanden. 

quote Det vil komme til at være meget presset for mange mennesker og togene er allerede fyldte i forvejen.

Laura Olsen, Passager, Friheden Station

Hun fortæller, at når man står og venter på toget om morgenen, er der propfyldt med mennesker på stationen. 

Og derfor frygter hun, at en nedlæggelse af linjen på stationen vil gøre den daglige rejse endnu mere udfordrende. 

Laura Olsen tager hver dag Linje E, når hun skal til og fra uddannelsen i København.
Laura Olsen tager hver dag Linje E, når hun skal til og fra uddannelsen i København.
Foto: Andreas Hentze Madsen - TV 2 Lorry

- Det vil komme til at være meget presset for mange mennesker og togene er allerede fyldte i forvejen. Man står nærmest som sild i en tønde, fortæller hun til TV2 Lorry. 

Passagerne i Hvidovre fik i dag opbakning af de tre lokalpolitikere, der var mødt op på Friheden for at tale om konsekvenserne ved at fjerne linjen fra stationen. 

Efterfølgende stod budskabet til transportministeren, ifølge Morten Bødskov, fuldstændig klart. Nedlægningen skal simpelthen droppes: 

- Det han skal gøre er, at ringe til DSB's direktør og sige, at det her er en fejl. Det skal laves om. Og hvis han gør det, så kører togene også efter 1. januar. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik