Politiet beder nu offentligheden om hjælp i en sag om et røveri i Hvidovre. Her fik en 70-årig kvinde frastjålet flere tusinde kroner.
Forbrydelsen fandt sted den 12. november klokken 10.20 på stisystemet fra M Bechs Alle mod Præstemosen i Hvidovre. Umiddelbart før havde kvinden hævet penge i Danske Bank på Hvidovrevej 135.
- Kvinden forklarer, at gerningsmanden kommer løbende bagfra og hiver hende ned på asfalten og tager hendes penge. Vores formodning er, at han har luret, da hun hævede penge i banken, og så fulgt efter hende, siger efterforsker Rie Brarup fra Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.
Den formodede gerningsmand er siden blevet anholdt og sigtet for røveri.
Politiet har dog ikke fået navnet på et vidne, som så gerningsmanden løbe fra stedet.
- Politiet træffer på stedet en mand, der kommer cyklende, og denne mand har muligvis set noget, og ham vil vi gerne tale med, siger Rie Brarup til TV 2 Lorry.
Politiet søger endvidere andre vidner, som har observeret noget af interesse for sagen.
Gerningsmanden kan beskrives som 25-30 år, spinkel af bygning, ikke etnisk dansk af udseende, 175-185 centimeter høj med mørkt kort hår.
Kan du hjælpe, så kontakt Københavns Vestegns Politi på 43861448 eller - i dagtimerne - efterforsker Rie Brarup på 7258784.