Patienter mere tilfredse når de selv tager medicinen

Succes med forsøg på Hvidovre Hospital, hvor patienter selv fik ansvar for at tage medicinen.

Hvidovre Hospital har netop gennemført et knapt tre år langt forsøg, hvor patienter selv har skullet tage deres medicin.  Et forsøg som er sponseret  af Danske Regioner.

Patienterne har fået medicinen udleveret i et lille aflåst skab og har så selv skullet sørge for, hvornår og hvordan den skulle tages.

Formålet har været at styrke patientinvolveringen og give dem mere kontrol, så de er ikke afhængige af personalets arbejdsgange. Det træner dem også i at tage medicinen rigtigt, når de ikke er på hospitalet.

Forsøget har, ifølge hospitalet selv, været en succes. Blandt andet føler patienterne sig mindre sygeliggjorte, når de får ansvar, forklarer en af forskerne bag projektet, farmaceut Morten Baltzer Andersen.

Hos de patienter, som har været med i projektet, har hospitalet kunnet måle en markant højere gennemsnitlig patienttilfredshed. Ved udskrivelsen fortalte 98 % af de selvmedicinerende patienter, at de vil foretrække selv at stå for medicinen, næste gang de måtte blive indlagt.

Også for medarbejderne er der noget at hente ved ordningen: Tid.

Ifølge hospitalet bruger en afdeling i snit 6-7 timer dagligt på at hælde medicin op og give det til patienterne. Forsøgsordningen viser,  at der er tid at hente, når patienterne typisk har været indlagt et par døgn og har lært selvmedicineringen. Tid, som ifølge Morten Baltzer Andersen i stedet kan bruges på omsorg.

Morten Baltzer Andersen understreger, at der ikke er tale om en tvangsordning. Patienterne skal være egnede til selv at kunne tage deres medicin.

Til gengæld er han sikker på, at selv-medicinering og øget patientinddragelse vil være en fast del af fremtidens hospitalsvæsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik