Partier vil forbyde indenrigsflyvninger

SF og Enhedslisten i Hvidovre vil stille forslag i kommunalbestyrelsen om, at kommunens politikere og embedsmænd ikke benytter indenrigsflyvninger i arbejdsøjemed.

Slut med den hurtige løsning: Hvis der er møde i Aalborg - så må man tage turen med toget.

Sådan er det i forvejen for de fleste almindelige mennesker, men nu skal det også være fast kutyme for politikere og embedsmænd i Hvidovre, der ikke længere må benytte sig af fly som transportmulighed til indenrigsrejser. 

Hvis det står til SF og Enhedslisten i kommunen skal det være helt slut med indenrigsflyvninger for både embedsmænd og politikerne selv.

Det stiller de to partier som et medlemsforslag i kommunalbestyrelsen på baggrund af et klima- og miljøhensyn.

- Det er klart, at det, at vi alene gør det i Hvidovre, vil ikke rykke det helt vilde. Men det vil være et lille nøk i den rigtige retning, siger Katrine Høybye Frederiksen, der er 2. suppleant til kommunalbestyrelsen for SF til TV 2 Lorry.

Skal drøftes tirsdag aften

Enhedslisten og SF stiller forslaget sammen til tirsdagens møde i kommunalbestyrelsen. Hvis det vedtages vil det betyde, at transportformerne fremadrettet prioriteres anderledes, når politikere og embedsmænd fra Hvidovre Kommune rejser indenrigs i Danmark.

- Særligt i forbindelse med KL-møderne i Aalborg har vi konstateret at der heller ikke er en betydelig tidsmæssig gevinst ved at flyve, lyder det i en fælles udmelding fra partierne.

- Derfor vil rækkefølgen nu hedde tog som første mulighed, samkørsel som den anden og fly som absolut sidste nødløsning, siger partierne.

I følge de to partier står fly for udledningen af 3% af den samlede udledning i Europa, og derfor mener de, at det er oplagt at sætte ind i forhold til indenrigsflyvninger.

- Vi håber selvfølgelig, at det her kan fortsætte til andre kommuner. Og på den måde vil vi starte med at være den lille bæk, der bliver til en stor å, hvis andre følger efter og gør det samme, siger Kathrine Høybye Frederiksen til TV 2 Lorry.