Opgang ramt af fem indbrud på samme dag - politi erkender fejl

I sidste uge blev en opgang i Hvidovre ramt af et masseindbrud, men politiet henlagde sagen. Nu vender politiet dog på en tallerken og genoptager efterforskningen.

Smykker, tasker og tusindvis af kroner i kontanter.

Tirsdag den 23. august blev hele fem ud af otte boliger i en boligopgang i Hvidovre udsat for indbrud, hvor tyvene rendte afsted med mange tyvekoster.

René Bathum Pedersen, der bor i en af de tyveriramte boliger, anmeldte tyverierne til politiet, som trods videoovervågning og fodaftryk fra gerningsmændene henlagde sagen.

Nu vender politiet dog på en tallerken og genoptager efterforskningen, efter at TV 2 Lorry rettede henvendelse til dem.

Håndværkere under mistanke

Ejendommen er ved at blive renoveret, og mistanken fra beboerne faldt hurtigt på de håndværkere, som den dag havde haft adgang til lejligheden. 

Derfor kontaktede René Bathum Pedersen også boligselskabet KAB, som står for byggeriet, men han fik ingen hjælp.

- Det er sådan set det, der skuffer mig allermest og gør mig allermest harm, fortæller han til TV 2 Lorry.  

Boligselskabet ønsker ikke at udtale sig til kamera onsdag, men henviser til at ansvaret ligger hos entreprenøren, der står for renoveringen. 

Entreprenøren har nu har hjemsendt de pågældende håndværkere, men har ellers ikke nogen kommentar til sagen.

- Desværre er jeg ikke overrasket. Og igen er jeg i hvert fald skuffet, fortæller René Bathum Pedersen.

Politiet erkender fejl

Da TV 2 Lorry onsdag kontaktede politiet for at spørge ind til sagen, erkendte politiet at have begået en fejl og vil altså nu genoptage efterforskningen.

Den udmelding vækker glæde hos René Bathum Pedersen.

- Det er vel mediernes magt, det er min første indskydelse. I får mig ikke til at klappe i hænderne og synes, det er godt arbejde, for jeg synes, det er på sin plads, at det bliver efterforsket ordentligt, fortæller han og fortsætter:

- Jeg håber, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar, og at man finder dem, der har gjort det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik