Kendt komiker får medhold i klagesag om omstridt reklameskilt

Et politisk flertal besluttede i 2017 at fjerne et stort lysende reklameskilt foran Amin Jensens hus. Nu ophæver Planklagenævnet kommunens afgørelse.

Noget tyder på, at Amin Jensens fem meter brede reklameskilt alligevel snart lyser igen. 

En afgørelse fra Planklagenævnet sætter nemlig et punktum i sagen om komikeren Amin Jensen - og hans ret til at have en 9,6 kvadratmeter lystavle på sin ejendom på Gammel Køge Landevej i Hvidovre. 

Den personlige reklamesøjle har været en varm kartoffel, siden komikeren fik den installeret i januar 2017. 

Efter adskillige naboklager endte den store lystavle på Hvidovre-politikernes bord, der skulle beslutte om tavlen, der egentlig var i strid mod lokalplanen, alligevel skulle have lov til at blive. 

- Set i bakspejlet skulle jeg have søgt dispensation ved kommunen. Men jeg troede, at det var mit hus og min grund, og skiltet er under 10 kvadratmeter, og så havde jeg en naiv tro på, at jeg da godt måtte sætte skiltet op, sagde Amin Jensen i marts, efter at have søgt dispensation til at beholde tavlen i Hvidovre Kommune. 

Hvidovre fjerner Amin Jensens reklame

I slutningen af august 2017 blev det klart: Komikeren skulle pille det omstridte reklameskilt ned.

Beslutningen blev taget af et flertal i Hvidovres Teknik- og Miljøudvalg, der gav afslag på komikerens ansøgning om dispensation. 

Baggrunden for beslutningen var blandt andet af hensyn til naboer samt trafiksikkerheden, hvor man ikke ville risikere, at billister blev distraheret af den skiftende reklame. 

Reklamesøjlen er ikke længere ulovlig

Siden har Amin Jensen klaget over kommunens afgørelser og påbud, vedrørende retten til at have reklameskiltet.

Og nu har Planklagenævnet netop givet komikeren medhold i begge hans klagepunkter. Det oplyser han i et opslag på Facebook: 

Fra Amin Jensens Facebook-opslag i lokal Hvidovre-gruppe.
Fra Amin Jensens Facebook-opslag i lokal Hvidovre-gruppe.

- Ang. Min storskærm . Så har jeg netop fået medhold i begge mine klager over kommunes afgørelser og påbud. Så nu er skærmen lovlig. Det har taget 2 år med trusler og intimidering, skriver Amin Jensen i opslaget.

Dog mangler der stadig et par sidste detaljer, før reklameskiltet igen lyser i mørket på Gammel Køge Landevej:

- Nu mangler jeg så politiet, hvor jeg skal i i retten i næste uge. De hævder, den er farlig, selvom der har kørt mere end 10 milioner biler gennem krydset de seneste 2 år, og der er mere end 100 andre skærme i lyskryds i Danmark, skriver komikeren på Facebook. 

Retten til reklameskiltet har været en lang kamp for Amin Jensen, der i september 2017 stillede op til kommunalvalget, efter at have følt sig dårligt behandlet af Hvidovre Kommune.

Se indslag fra begyndelsen af entertainerens skiltekrig her: 

Komikeren Amin Jensen har sat et reklameskilt op foran sit hus uden at få lov af kommunen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik