Jonas byggede en forlystelse af genbrugstræ: Nu er den gået viralt

I et villakvarter i Hvidovre har Jonas Hansen bygget en vaskeægte rutsjebane i baghaven til sine to døtre.

De fleste af os kan nok alle nikke genkendende til at have ønsket os det som børn.

Men for to heldige piger i Hvidovre er det, der virker som noget fra en film, rent faktisk blevet til virkelighed i deres egen baghave.

Det er deres far, Jonas Hansen, der har bygget den - og det har ikke kostet ham mere end 3.500 kroner.

Rutsjebanen er lavet af genbrugstræ fra en gammel overdækning fra familiens terrasse og doneret træ fra naboerne. Det var også en af grundene til, at han kastede sig ud i projektet, fordi det ikke var urealistisk dyrt.

Jonas Hansen er uddannet VVS-rørsmed, så han har en del erfaring og kan finde ud af at bruge sine hænder. Det tog han imidlertid ikke for givet, da rutsjebanen var ved at være færdig. 

- Jeg har været lidt bekymret undervejs i byggeprocessen. Især da børnene skulle op og køre den første tur. Jeg har virkelig været henne mange gange og justere, siger han. 

Skal hedde Knogle Ekspressen

Han har da også testet rutsjebanen selv og tror, at den kan klare mellem 70-100 kg, mens rutsjebanens topfart er omkring 20 km/t. Dog kun på en lille strækning af banen. Den er bygget, så vognen stopper efter én tur og er nødt til at blive skubbet i gang.

quote Jeg har været lidt bekymret undervejs i byggeprocessen. Især da børnene skulle op og køre den første tur.

Jonas Hansen

Selve vognen er en murerbalje, som han har skruet et par sikkerhedsremme i, som man kender det fra en ladcykel. 

De har også givet rutsjebanen et navn og pyntet den med knogler og et skelet. 

- Vi havde været i to tivolier, hvor der også var rutsjebaner, så begge piger syntes, at vores også skulle have et navn. Signe - den ældste - er meget optaget af knogler, så derfor tænkte vi, at den skal hedde Knogle Ekspressen.

Planen er, at rutsjebanen kommer til at stå i baghaven de næste fire somre, indtil pigerne bliver for store til den. 

- Det var det vindue, der var åbent, inden børnene blev for store og ikke gad, så var det nu, den skulle bygges.

Rutsjebanen fik ekstra meget opmærksomhed, da den blev delt på Anders Hemmingsens Instagramside, hvor den i skrivende stund har mere end 60.000 reaktioner.

Du kan møde Jonas og se Knogle Ekspressen i aktion i videoen øverst i artiklen.   

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik