Ingen køreplan ved stoppestedet: Kritikken fortsætter mod Movia

Movia har valgt at fjerne 14.000 trykte rute-og køreplaner ved busstoppestederne på hele Sjælland for at satse på en digital løsning. Det møder stor kritik fra passagererne.

- Jeg synes ikke, det er service. Rettere sagt er jeg er vred over, at man ikke længere kan se køreplanerne, fordi det burde være en selvfølge.

Sådan lyder reaktionen fra Solvej Nielsen fra Brøndby Strand.

Hun er godt og gammeldags sur på selskabet Movia, efter de har valgt at fjerne 14.000 trykte køreplaner på hele Sjælland.

quote Der må være flere end mig, som ikke er lokalkendte. Og så står man her, og man kan ikke se, hvad side man skal stå på, og hvor går bussen hen ud over endestationen.

Solvej Nielsen

- Jeg tager det som en selvfølge, at der skal være busplaner ved siden af mig. Det gør det hele nemmere i stedet for, man skal fjumre rundt med en telefon, lyder det fra Solvej Nielsen. 

På de gamle køreplaner kunne man se, hvilke steder bussen stoppede, og hvornår den var planlagt til at køre forbi de enkelte stoppesteder.

Den information skal fremover vises digitalt, men så langt er man bare ikke nået ved alle busstoppesteder endnu. Blandt andet ved Hvidovre Hospital. 

Derfor missede Solvej Nielsen i sidste uge sin bus mod Friheden Station fra Hvidovre Hospital, da hun stod ved busstoppestedet på den forkerte side af vejen, i det øjeblik bussen ankom. Alt sammen på grund af manglende information. Derefter valgte hun i protest at gå de tre lange kilometer ned til stationen.

- Der må være flere end mig, som ikke er lokalkendte. Og så står man her, og man kan ikke se, hvad side man skal stå på, og hvor går bussen hen ud over endestationen. Det er virkelig et problem og i hvert fald ikke kundeservice, lyder det fra Solvej Nielsen.

Højlydte protester

Siden TV 2 Lorry for første gang kunne fortælle om de nedlagte køreplaner, er det væltet ind med kommentarer på vores Facebook-side.

For eksempel skriver Marlene Nielsen i tråden:

- Rent ud sagt er skide irriterende, at man ikke kan se, hvilke stoppesteder der stoppes ved uden at åbne fem apps.

Og Marianne Fisker supplerer ved at skrive:

- Det er dårlig service, formentlig udelukkende drevet af et ønske om at spare de penge, som det koster at vedligeholde planerne på hvert stoppested.

I Helsingør har en ukendt borger i modstand valgt at printe en køreplan ud fra nettet for derefter at hænge den op ved busstoppestedet igen, hvilket personen efterfølgende er blev hyldet stort for.

Dette opdagede et byrådsmedlem i kommunen, som kun kunne bifalde gerningen. 

- Jeg synes, det er finurligt og et udtryk for den lille mand mod systemet, at borgeren tager det i sin egen hånd, siger Silas Drejer (S), byrådsmedlem i Helsingør Kommune.

 

Bred bekymring 

Tidligere har Ældre Sagen givet udtryk for en bekymring om, at udfasningen af køreplanerne på skrift vil give store problemer for mange ældre, som ikke allesammen er lige så gode med mobilen i hånden. 

Fælles for de buspassagerer, unge som gamle, som TV 2 Lorry mødte søndag ved middagstid var, at de alle var godt trætte af, at køreplanerne er blevet taget ned. 

- Efter min mening, er det at gå fra det bedste til det værste. Hvis folk ikke har mulighed for at bruge deres telefon, kan de ikke finde ud af, hvor de skal hen, siger buspassager Damaris Nebel. 

Foran busstoppedet ved Hvidovre Hospital missede Solvej Nielsen i sidste uge bussen på grund af manglende informationer. 

Nu håber hun på, at Movia har tænkt sig at lytte til kritikken og rette op på de fejl, som er kommet på grund af udfasningen af køreplanerne. 

- De skulle se at tage sig sammen og få lavet en løsning, så vi kan se, hvornår bussen den kører, i hvert fald hvor den holder undervejs, siger Solvej Nielsen. 

TV 2 Lorry har søndag forgæves forsøgt at få fat i en kommentar fra Movia, men de har ikke kunne stille op til interview.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik