Hurtig hjemsendelse skrottes - fødende får alligevel lov til at blive i to døgn

Regionsrådet i Region Hovedstaden har tirsdag aften givet det endelige dødsstød til Hvidovre Hospitals planer om at sende førstegangsfødende hjem efter otte timer - men på Rigshospitalet kan man fortsat blive sendt hjem efter fire timer.

Førstegangsfødende i Region Hovedstaden kan på et hospital få lov til at blive i op til to døgn og på et andet opleve at blive sendt hjem efter fire timer.

Det er blot et spørgsmål om, hvor man skal føde - og hvad politikerne i regionsrådet mener om længden på opholdene på de fem sygehuse, hvor der fødes børn i Region Hovedstaden.

Således oplyser flere regionsrådspolitikere, at et samlet regionsråd tirsdag aften endeligt har skrottet Hvidovre Hospitals planer om at sende førstegangsfødende, der har haft et ukompliceret fødselsforløb, hjem efter otte timer.

Et enigt Sundhedsudvalg og Forretningsudvalg har allerede stemt imod planerne, efter at Hvidovre Hospital i begyndelsen af december sendte brev ud til kommende førstegangsfødende, hvori det fremgik, at man agtede at gå fra to døgn til otte timer.

Alle partier er desuden blevet enige om at ensrette fødetilbuddene, og derfor vil man nu arbejde for at Rigshospitalet også fremover kan tilbyde to overnatninger efter en fødsel. 

quote Jeg kan hverken forsvare eller forstå, hvorfor der er forskellige regler på de forskellige hospitaler

Christoffer Buster Reinhardt (K)

For mens planerne på Hvidovre bliver forkastet, har Rigshospitalet otte kilometer mod nordøst siden december 2018 haft mulighed for at sende førstegangsfødende hjem efter bare fire timer.

En skrabet model

Og sådan burde det heller ikke være, mener Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for Sundhedsudvalget og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i regionsrådet.

- Det er en skrabet model, og jeg så gerne, at vi fik det ensrettet. Jeg kan hverken forsvare eller forstå, hvorfor der er forskellige regler på de forskellige hospitaler. Jeg synes, det skal være op til to døgn ligesom på Hvidovre og Nordsjællands Hospital, siger Christoffer Buster Reinhardt til TV 2 Lorry.

Men hvorfor kan I så ikke bare beslutte jer for det?

- Det kan vi ikke bare gøre nu. Der er først budgetforhandlinger i sensommeren. Men fra konservativ side har vi det med til budgetforhandlingerne. Rigshospitalet skal oppes. 

Det kommer til at koste penge?

- Det gør det, og det mener jeg som konservativ gruppeformand, at vi skal prioritere.

Nye retningslinjer på vej

Karin Friis Bach, 2. næstformand i regionsrådet for Radikale Venstre, pointerer desuden, at Sundhedsstyrelsen inden længe kommer med nye retningslinjer for graviditets- og fødselsområdet, som ventes at få indflydelse på forholdene for fødende på hospitalerne.

quote Det er lidt dumt at tage helt området op, når vi ved, at vi inden længe skal tage det op igen

Karin Friis Bach (RV)

- Vi er meget opmærksomme på det (at førstegangsfødende kan sendes hjem efter fire timer på Rigshospitalet, red.), og vi forventer, at der bliver taget individuelt hensyn til den enkelte. Men det er lidt dumt at tage helt området op, når vi ved, at vi inden længe skal tage det op igen, når Sundhedsstyrelsen kommer med deres anbefalinger, siger Karin Friis Bach til TV 2 Lorry.

Sådan er forholdene for førstegangsfødende på de enkelte hospitaler i TV 2 Lorrys sendeområde:

  • Bornholms Hospital: To overnatninger
  • Nordsjællands Hospital: Én til to overnatninger
  • Herlev Hospital: Én overnatning
  • Rigshospitalet: Udgangspunktet er at kvinderne tager hjem 4-8 timer efter fødslen. Såfremt pladsforholdene tillader det, kan kvinden i nogle tilfælde opholde sig længere tid på fødegangen eller komme på et kortvarigt ophold på barselsafsnittet inden udskrivelse.
  • Hvidovre Hospital: Oprindeligt var det planen, at førstegangsfødende fra april 2021 skulle tage hjem efter otte timer. Med tirsdagens afgørelse fortsætter den tidligere ordning med to døgn.
  • Sjællands Universitetshospital i Roskilde: Hvis kvinden / familien ønsker at føde ambulant er det 5 – 7 timer efter fødslen. Hvis kvinden / familien ønsker at blive på barselsgangen, vil det i gennemsnit være et døgn


Kilde: Region Hovedstaden og Region Sjælland


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik