Historisk tiltale: Yngre mænd pågrebet ved ulovligt gaderæs risikerer fængselsstraffe

De tre mænd var med til at afvikle gaderæs i Hvidovre 4. september, hvor der blev kørt omkring 140 kilometer i timen på en strækning, hvor der normalt kun må køres 60 kilometer i timen.

Tre yngre mænd risikerer nu fængselsstraffe for at have været med til at arrangere et ulovligt gaderæs på Stamholmen i Hvidovre den 4. september sidste år.

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har således nu tiltalt tre mænd på 22, 24 og 27 år fra Midtsjælland og Nordsjælland for at have haft centrale roller i afviklingen af gaderæset - og der lægges altså op til frihedsstraffe.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

“Det er angiveligt første gang, en domstol skal afgøre en tiltale mod dem, som medvirker til at arrangere disse ulovlige gaderæs,” lyder det i pressemeddelelsen fra politikredsen.

Holdt øje med politiet

4. september sidste år slog færdselspolitiet i Københavns Vestegns Politi til mod et gaderæs sent om aftenen.

Her kørte biler og motorcykler parvis om kap med høje hastigheder med tilskuere i nærheden, lyder det i pressemeddelelen.

“På stedet var en bane opmålt og afmærket med 'start'- og 'mål'-linjer, og mens 'spottere' i området holdt udkig efter politiet, linede andre biler og motorcykler op to og to, hvorefter en såkaldt 'starter' kaldte dem frem til startlinjen og gav tegn til start. Derefter kørte køretøjerne om kap,” skriver politikredsen.

Det er kun tilladt at køre 60 kilometer i timen på strækningen, men ifølge anklageskriftet blev der kørt 140 kilometer i timen under gaderæset.

Den 22-årige mand blev under politiaktionen sigtet for at være såkaldt ‘starter’, mens de to andre mænd blev sigtet for at være ‘spottere’.

Anklagemyndigheden mener, at gaderæsene den 4. september sidste år i Hvidovre er “særlige hensynsløse kørsler”. De kan “fremkalde nærliggende fare for andre,” og førerne af bilerne kan idømmes fængselsstraffe.

Af den grund vil anklagemyndigheden også have en tilsvarende straf til de tre personer, der har været med til at afvikle gaderæset.

Færdselssikkerheden sat over styr

I september udtalte politikommissær Claus Stoltenberg i en pressemeddelelse, at han var bekymret over den tilbagevendende tendens med ulovlige gaderæs.

- Færdselssikkerheden er efter vores vurdering sat helt over styr, når man for fuld gas accelerer i fuld fart mellem mennesker - det bliver tilfældigheder, som afgør, om det ender fatalt eller ej, sagde Claus Stoltenberg i en pressemeddelelse.

Den 3. oktober sidste år blev 180 personer sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i forbindelse med et større biltræf i Roskilde.

Dagen efter, den 4. oktober, blev 216 personer i et industriområde i Ishøj sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i forbindelse med ulovligt bilræs.

Retssagen mod de tre yngre mænd begynder i februar. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik