Fuld biltyv blev jagtet af ejer og kørte ind i lygtepæl

Alkoholpåvirket biltyv kørte ind i lygtepæl og stoppede trafikken. Ejeren af bil indfangede ham til fods.

Det er en dum idé at prøve sig frem som biltyv, når man er påvirket af alkohol og muligvis også stoffer. Det gælder især, hvis man bliver spottet af ejeren af den bil, man stjæler. 

Det må en 21-årig mand fra Hvidovre sande, efter at han søndag morgen kørte ind i en lygtepæl i krydset ved Avedøre Havnevej og Gl. Køge Landevej.

Den unge mand forsøgte efterfølgende at stikke af fra ulykkesstedet til fods, men blev indfanget af ejeren af den varebil, han havde stjålet.

- Ejeren af varebilen har sat sin varebil i tomgang, fordi han skal bruge den. Han går op og får en kop kaffe, og mens han står og drikker sin kaffe, ser han ud af vinduet, at varebilen kører, siger vagtchef Lars Gulborg fra Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Han kører efter i sin privatbil, og da varebilen kører galt, løber han efter gerningsmanden ind i et boligområde, hvor han får stoppet ham og overtalt ham til at gå med tilbage til ulykkesstedet.

Vagtchefen oplyser, at varebilen blev stjålet tæt ved Frihedens Station, og at den unge gerningsmand var påvirket af spiritus - og muligvis også narko - da han blev anholdt. 

Den 21-årige mand klagede efter uheldet over nakkesmerter og blev i første omgang kørt forbi Hvidovre Hospital til et tjek. Han er nu sigtet for brugstyveri. 

Politiet var nødt til at afspærre et område ved Avedøre Havnevej og Gl. Køge Landevej, efter den unge mands uheld. 

- Bilen var kørt ind i en lygtepæl, og den knækkede. Varebilen stod og støttede lygtepælen, og DONG skulle ud og kappe strømmen, inden vi ville lade folk køre der, siger vagtchef Lars Guldborg til TV 2 Lorry.

Det knapt så veludførte biltyveri fandt sted ved 6-tiden søndag morgen. 
 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik