Frygtede italienske tilstande: Lægen, patienten og professoren ser tilbage på et halvt år med coronavirus

Frygten var, at det skulle gå som i Italien.

Døde mennesker på gangene. For få respiratorer, så ældre og i forvejen syge patienter måtte nægtes behandling.

 Lederen af intensivafsnittet på Hvidovre Hospital, overlæge Klaus Tjelle Kristiansen, havde billederne fra de norditalienske hospitaler i hovedet, da han 14. marts fik den første coronasmittede patient ind på sin afdeling.

- Vi spekulerede selvfølgelig meget over, om vi ville blive så overbelastede, at vi ikke havde plads til alle. Det ville være meget ubehageligt.

Men han følte sig samtidig klar til at kaste sig ind i arbejdet mod den nye sygdom, der spredte sig med stor hast.

- Vi havde forberedt os i flere uger op til. Så det var også lidt en forløsning, da den første patient kom ind.

 Et halvt år med coronavirus

Torsdag er det præcist et halvt år siden, at den første dansker, TV 2-journalisten Jakob Tage Ramlyng, blev testet positiv for coronavirus.

Det blev begyndelsen på en helt ny tilværelse for danskerne, da regeringen med Mette Frederiksen i spidsen valgte at lukke store dele af samfundet ned.

TV 2 har talt med lægen, der stod med de sygeste patienter i hænderne, en patient, der svævede mellem liv og død, og manden, der var med til at tegne de store linjer for Danmarks strategi mod coronavirus.

Hvordan har de oplevet de seneste seks måneder? Hvad gik godt? Og hvad skulle være gjort anderledes?

Balance på et knivsæg mellem liv og død

15. marts vendte 75-årige Jørgen Folkmann hjem til Valby efter en skiferie i Norge. Kort efter hjemkomsten fik han besked om, at en medrejsende var testet positiv for covid-19.

Han gik i isolation og ringede næste dag til lægevagten, som bad ham om at blive hjemme.

Få dage efter var hans tilstand forværret, og blot en uge senere var lungerne ved at give op, da han 22. marts ringede til akuttelefonen. I telefonen kunne han ikke sige en sætning. Der var ikke mere luft, og senere samme dag holdt ambulancen i indkørslen.

- Jeg fik ilt med det samme i ambulancen. De vidste, at det var alvorligt, siger Jørgen Folkmann.

De næste syv uger blev Jørgen Folkmann patient på infektionsmedicinsk coronaafsnit og lungemedicinsk afsnit på Hvidovre Hospital.

Her blev iltflasker hans faste følgesvend. Hans forfatning var, som "han ikke ville ønske den for sin værste fjende", og den i forvejen slanke mand på 177 cm blev radmager med en vægt på 66 kilo.

- Jeg havde ingen kræfter i benene. Huden var lasket, musklerne var blevet til sener. Jeg lignede et afklædt lig. Samtidig fik jeg en spisevægring, der gjorde, at jeg ikke kunne få noget ned. Jeg mistede min smags- og lugtesans, der gjorde, at alting smagte af peber. Det var psykisk meget belastende, fortæller han.

Jørgen Folkmann var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at han klarede den, men opfattelsen hos sygeplejerskerne var en anden.

- Jeg har siden fået at vide, at jeg havde balanceret på et knivsæg mellem liv og død. Jeg blev en solstrålehistorie, som de senere fremhævede. Selv havde jeg en bevidsthed om, at jeg nok skulle klare den. Men den var jo falsk, for jeg kunne lige så godt have været død.

Overrasket over krisens omfang

Mens Klaus Tjelle Kristiansen tog imod patienter på intensivafdelingen, og Jørgen Folkmann kæmpede for at trække vejret, arbejdede Kåre Mølbak på at finde vejen til hurtigst muligt at knække smittekurven, som i midten af marts kun gik opad.

Som faglig direktør i Statens Serum Institut var hans rolle at rådgive politikere og myndigheder i, hvordan Danmark skulle agere.

I ugerne op til den første registrerede smitte i Danmark havde Kåre Mølbak med stor bekymring set på udviklingen i blandt andet Italien.

- Det overraskede mig, at krisen blev så stor og kompleks. Jeg havde ikke regnet med, at det ville ske, mens jeg var professionel og aktiv på arbejdsmarkedet. At det var nu, den her 100-års hændelse kom, siger han.

Særligt blev han bekymret, da det stod klart, at smittede mennesker ikke nødvendigvis havde symptomer.

- Jeg så infektionerne sprede sig i Italien, og før det også i slutningen af januar, hvor folk i Tyskland smittede uden at have symptomer. Da tænkte jeg, at det her kunne blive en udfordring at begrænse.

Bekymring over lange indlæggelser

I løbet af marts blev flere og flere danskere smittet, og på intensivafsnittet på Hvidovre Hospital mærkede Klaus Tjelle Kristiansen for alvor presset på afdelingen.

- Efter den første patient kom, gik der kun et par dage, så kom der to, så tre og fem, og så begyndte det at gå hurtigt. Jeg var her i døgndrift. Det gik stærkt, fortæller han.

Sundhedspersonalet på afdelingen fulgte en nøje plan, som løbende ændrede sig, efterhånden som de fik nye erfaringer med coronapatienterne.

Det viste sig hurtigt, at mange patienter havde et anderledes sygdomsforløb sammenlignet med andre intensivpatienter.

Klaus Tjelle Kristiansen lærte blandt andet, at flere smittede havde behov for at ligge i respirator i længere tid.

- Nogle var indlagt i op til seks uger. Det var lang tid i forhold til, hvad vi var vant til, siger han.

De længere indlæggelser på intensiv bekymrede Klaus Tjelle Kristiansen, fordi det kunne give udfordringer med kapaciteten.

- Vi skal være lykkelige over, at alt andet i samfundet stoppede på det her tidspunkt. Operationerne stoppede, alting stoppede. Det betød, at mange af de patienter, jeg ville have haft herinde, aldrig kom. Det var altafgørende for, at vores kapacitet ikke blev presset på daværende tidspunkt.

Undrer sig over manglende smitteopsporing

I dag er Jørgen Folkmann igen hjemme i huset i Valby. Han har stadig senfølger efter sit hårde sygdomsforløb, men kan i dag igen gå op og ned ad trapperne i sit hus.

Han har heller ikke længere ekstra ilt med, når han går – kun når han cykler, og det skal gå stærkt. Så sikrer en iltmaskine ham den nødvendige ekstra luft.

I bagklogskabens lys havde Jørgen Folkmann ønsket, at både han selv – og rejsearrangøren bag Norgeturen havde taget sygdommen mere alvorligt.

- De skulle have klædt os bedre på, men det gjaldt os alle, at vi skulle have sikret bedre hygiejne. Vi havde en morgenmadsbuffet, hvor vi alle stod og smurte madpakker og delte både pålæg og pergamentpapir.

Det skulle senere vise sig, at mindst 20 ud af de 65 deltagere på turen blev konstateret smittet med coronavirus.

- Det undrer mig, at man ikke med det samme satte ind med opsporing, da den første medarrangør kom hjem med sygdommen.

Mølbak: Testkapacitet skulle have været større

Når Kåre Mølbak i dag kigger tilbage på de seneste seks måneder, var det en periode fyldt med tvivl om, hvordan Danmark skulle håndtere den nye krise.

Men han er overrasket over, at nedlukningen af Danmark og anbefalingerne om afstand har været så effektivt.

- Befolkningen var gode til at lytte og forstå det her. De fortjener virkelig skulderklap. Man har i Danmark ikke set den splittelse, man har set i andre lande, og der er stadig en stor grad af tillid til myndighederne. Vi har set en styrke i det danske samfund, som jeg blev meget glad for at se, siger Kåre Mølbak.

Der er dog særligt en ting, han ville ønske, der var gjort anderledes:

- At vi tidligere havde skaleret op på testaktiviteten. Men det var et beredsskabsspørgsmål. Ingen lande havde kapacitet til at teste på den skala, som det var nødvendigt, siger han med henvisning til, at der i løbet af foråret var kritik af, at Danmark ikke testede flere for coronavirus.

I øjeblikket testes omkring 30.000 danskere om dagen.

Ros til sygehusvæsenet

Intensivafdelingen i Hvidovre har i dag kun en coronasmittet patient indlagt, og de seneste tal for hele landet viser, at i alt tre coronasmittede personer er indlagt.

For Klaus Tjelle Kristiansen har det første halve år med coronavirus været et lærerigt.

- Jeg har lært en masse om udviklingen og omstillingsparatheden på et hospital. Hvordan man fra den ene dag til den anden kan omdirigere ressourcer og få folk til at lave ting med stor ildhu, som de ikke er vant til.

- Omstillingsparatheden har været helt ekstrem i sundhedsvæsenet i Danmark, siger Klaus Tjelle Kristiansen.

Også Jørgen Folkmann, der i dag er kureret og fri for coronavirus, glæder sig over det danske sundhedsvæsen. Selvom han stadig er bekymret for at blive smittet igen, er han mest af alt taknemmelig og ydmyg over stadig at være her.

- Jeg føler i den grad, at sygehusvæsenet har reddet mit liv. Jeg har fået en ekstra chance.