Forrest i køen: Nye, grønne holdepladser til taxaer på hospitaler

Nu bliver der kortere vej til en grøn taxa på hospitaler i Region Hovedstaden.

Hospitaler i Region Hovedstaden har fået nye grønne p-holdepladser til el og brint taxier.

Dermed får de hospitalsbesøgende kortere vej til en miljøvenlig taxi, når de fremover ruller afsted fra hovedindgangen i en hyrevogn.

Holdepladserne er placeret, så de står tættere på indgangen end de øvrige holdepladser til taxier, og de er forbeholdt chauffører, der kører en grøn og bæredygtig vogn.

quote I København er der ca. 2500 taxaer, så det kommer hurtigt til at betyde noget i det store klimaregnskab

Kathrine Marie Fjendbo Jørgensen, Region Hovedstadens Center for Regional Udvikling

Og tiltaget er et vigtigt skridt i det igangværende arbejde med at understøtte den grønne omstilling på trafikområdet i hovedstadsområdet, mener Kathrine Marie Fjendbo Jørgensen fra Region Hovedstadens Center for Regional Udvikling.   

- En taxa kører årligt det samme antal km. som 6-8 personbiler, og det betyder, at CO2-udslippet og partikel- og støjforureningen ligeledes skal ganges med 6-8 for hver taxa i bybilledet. I København er der ca. 2500 taxaer, så det kommer hurtigt til at betyde noget i det store klimaregnskab, når flere skifter til en el eller brint taxa, siger hun.

Foreløbigt finder man de grønne p-holdepladser på fire af Region Hovedstaden hospitaler. Det gælder Herlev, Gentofte, Bispebjerg og Hvidovre Hospital.

De særlige pladser er en del af en større indsats for grøn omstilling i taxabranchen og foregår i et samarbejde mellem blandt andet Dansk Person Transport, Københavns Lufthavn, Københavns Kommune og altså Region Hovedstaden.

Taxiselskaberne støtter op

Blandt taxaselskaberne er der også opbakning til de nye holdepladser på hospitalerne. Flere selskaber er i gang med en omstilling, og lige nu er der i alt ca. 130 grønne vogne på gaden i København, og det forventes, at der kommer op imod 500 i løbet af 2020.

- Taxabranchen vil rigtig gerne bidrage til den grønne omstilling, men en af de helt store udfordringer er de store udgifter forbundet med at få udskiftet gamle vogne til nogle, der kører på el eller brint. Derfor er vi glade for, at man også fra det offentliges side gør det økonomisk attraktivt at omstille, ved for eksempel at give nogle fordele til de vognmænd, der baner vejen for den grønne omstilling i branchen, siger Trine Wollenberg, der er vicedirektør for Dansk Person Transport.

Udviklingen glæder regionrådsformanden i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.

- Eksemplet med partnerskabet for grøn omstilling af taxabranchen viser, at man med små tiltag kan være med til rykke store beslutninger frem i tiden. Etableringen af pladserne på hospitalerne giver taxivognmændene et incitament til at hoppe med på den grønne bølge, og pladserne gør det samtidig nemmere for mennesker at træffe bæredygtige valg ude på hospitalerne. Det skaber en rigtig fornuftig udvikling, som vi skal holde fast i, siger hun.

Fakta om de grønne taxa-pladser

Foreløbigt finder man de grønne taxa-holdepladser på Bispebjerg, Gentofte, Herlev og Hvidovre Hospital.

 

Etableringen af pladserne udgør ét af flere initiativer, som allerede er i fuld gang eller på vej fra samarbejdet Partnerskabet for grøn omstilling af taxabranchen.

 

Blandt initiativerne er et lignende køsystem ved Københavns Lufthavn og ved andre trafikknudepunkter i København. Derudover kan nævnes etableringen af syv hurtigladere dedikeret til taxa-branchen.

 

Med i partnerskabet for grøn omstilling af taxabranchen er blandt andet Dansk Person Transport, flere af taxabranchens selskaber, Københavns Lufthavn, E.ON, Københavns Kommune og Det Økologiske Råd og Region Hovedstaden.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik