Formand, -kvinde eller -person? Nu skal kommunalbestyrelse tage stilling til tituleringen

Tirsdag skal kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune tage stilling til, om tituleringsformen skal ændres.

Udvalgsformand, udvalgsforkvinde eller udvalgsforperson.

Snart skal det være op til politikerne, der står i front for de politiske udvalg i Hvidovre Kommune, selv at beslutte, hvilken af de tre titler de skal tituleres med.

I hver fald hvis det står til Venstre og SF.

De to partier har således stillet et medlemsforslag, som er på dagsordenen ved tirsdagens møde i kommunalbestyrelsen. 

- Det er vigtigt for mig, at kvinder og kønsneutrale bliver kaldt for det, de gerne vil. Jeg kalder mig selv for forkvinde, og det, synes jeg, er rimeligt, siger Venstres Charlotte Munch, der står bag beslutningsforslaget, til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- For mig er det et personligt statement, at jeg er kvinde og vil tituleres kvinde.

Hun fortæller videre, at hun mener, det skal være op til den enkelte selv at vælge, hvordan vedkommende skal tituleres i fremtiden.

- Det er ikke, fordi jeg føler mig krænket, men det er for mig vigtigt, at det er et valg, som den enkelte selv kan træffe.

Men er det ikke underordnet, om man bliver kaldt formand eller forkvinde? Er det ikke bare en titel?

- Jo, det er det sikkert for nogle, men for mig er det også et signal at sende videre til vores unge mennesker, der viser, at vi også kan sidde på udvalgsposterne.

- Derudover mener jeg, at det er en servicemeddelelse, at oplyse en borger, der beder om et møde med et udvalg, om det enten er en formand eller -kvinde, man møder.

For Charlotte Munch handler tituleringsformen også om, at der skal laves et opgør med fortiden. 

- Det handler jo allermest om kønnenes jævnbyrdighed og det faktum, at der bør ske en modernisering af sproget, som naturligt afspejler personens selvopfattelse og repræsentation. 

Allerede ændring i forslag

Allerede inden forslaget tirsdag bliver fremstillet ved mødet i kommunalbestyrelsen, står det dog til at blive justeret, oplyser Charlotte Munch. 

I det oprindelig forslag lyder det, at man ikke kun vil ændre tituleringen for udvalgsformænd men også for gruppeformænd, men den del er beslutningsstilleren nu gået væk fra. 

- Gruppeformanden er en selvstændig politisk gruppe, så det skal være op til de enkelte partier og kredse, siger Charlotte Munch.

Hun vil dog ikke afvise, at hun selv vil kalde sig gruppeforkvinde for Venstre. 

Ingen formænd på Københavns Rådhus

Hvidovre Kommune er ikke den eneste kommune, hvor tiltaleformerne er på dagsordenen.

I oktober måned blev det på et møde i borgerrepræsentationen i København vedtaget at ændre titlen ’formand til ’forperson’.

Det skete dog ikke uden dramatik.

På forhånd lignede det nemlig ikke, at beslutningsforslaget, der var stillet af Alternativet, skulle gå igennem, men et stemmekoks ville det anderledes.

- Jeg havde migræne under hele mødet, og da debatten trak ud, blev jeg nødt til at gå på toilettet for at få lidt ro. Jeg troede ikke, de var kommet til afstemning endnu, fortalte Venstre-medlem af borgerrepræsentationen, Heidi Wang, efterfølgende til TV 2 Lorry.

Dermed kom Heidi Wangs stemme ikke til at tælle.

Og netop dén manglende stemme afgjorde, at forslaget blev vedtaget. På forhånd havde Venstre ellers meldt ud, at partiet på ingen måde støttede at ændre ’formand’ til ’forperson’.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik