Fødeafdeling vækker opsigt: "En imponerende nedgang"

Hvidovre Hospital har knækket koden. Nu fødes næsten 50 procent færre børn med iltmangel.

Danmarks største fødeafdeling har knækket koden, så flere nyfødte får en nemmere start på livet.

Fødeafdelingen på Hvidovre Hospital har formået at reducere antallet af babyer, der fødes med iltmangel med 48 procent.

quote For børnene og familierne er det enormt vigtigt, at vi forhindrer, at det går galt. 

Charlotte Wilken Jensen, ledende overlæge på fødeafdelingen

Det fremgår af en undersøgelse i det ansete lægetidsskrift British Medical Journal Quality og Safety, som vækker opsigt blandt fødselslæger, skriver Berlingske.

Iltmangel hos nyfødte kan give mentale og fysiske handicaps, og i nogle tilfælde kan nyfødte dø som følge af iltmangel. 

- Det er en imponerende nedgang og forskel, man er lykkedes med at gøre. Det viser, at når man sætte ressourcer af, og de forskellige faggrupper sætter sig sammen for at flytte noget, så sker der noget. Der er klart læring at hente her for andre fødeafdelinger, siger formanden for fødelægerne i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi Thomas Larsen til Berlingske.

De gode resultater er skabt som led i et nationalt projekt ”Sikre Fødsler”, som alle fødeafdelinger i Danmark har været med i. 

Tjeklister har virket

Fødeafdelingen har opnået det flotte resultat ved systematisk at kvalitetssikre afdelingen. Her har man brugt tjeklister og faste regler for eksempevis at være sikker på, at alle forudsætningerne for at nedkomme med "kop" er til stede.

Derudover var det tidligere op til den enkelte læge, hvornår den fødende skulle have ve-stimulerende drop. Det skal lægen nu vende med en kollega, der skal komme frem til samme konklusion, inden man gør det.

Alle jordemødre og læger har også været på kursus i at aflæse CTG-undersøgelser, der målet barnets hjertelyd og den fødendes veer. Undersøgelser har vist, at det især er fejltolkning af CTG-undersøgelser, der har forårsaget iltmangel.

- Vi er rigtigt stolte og glade for de resultater, vi har opnået. Vi har fået en systematik, vi har savnet. Det er det blevet bedre af, uden at det har været meget mere tidskrævende. Og for børnene og familierne er det enormt vigtigt, at vi forhindrer, at det går galt. For når det sker, er det en menneskelig katastrofe. Dødsfødsler og skadede børn er noget, der smadrer familier, siger ledende overlæge på fødeafdelingen Charlotte Wilken Jensen til Berlingske.

Der er hidtil blevet født 5-700 børn med iltmangel om året i Danmark. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik