Fantastisk opbakning: Rosenhøj kommer måske på tur alligevel

Turen til 85.000 kroner er tabt for Rosenhøjs U19-hold, men nu vælter støtten ind til foldboldholdet, der måske kommer af sted alligevel..

Rosenhøjs unge fodbolddrenge har fået fornyet håb om at komme på fodboldskole i Spanien.

Pengene får de ikke igen, fordi firmaet ’Fodbold og Event’ nu er gået konkurs.

Det var ellers meningen, at holdet skulle have været på træningslejr til Malaga den 6. april. Men de over 85.000 kroner, som holdet havde indbetalt, brugte rejsearrangøren Gert Kristensen til at lukke huller i sin egen forretning.

Mange store donationer

Nu er klubbens håb, at de kan stable en ny tur på benene. For i nødens stund har andre meldt sig på banen med en hjælpende hånd. Og der er allerede kommet flere penge ind, end drengene havde turdet håbe på.

Derfor skal det unge mandskab fra Hvidovre måske til at pakke fodboldgrejet ned i kufferterne alligevel. For støtten til holdet har været overvældende, siger kassereren i Rosenhøj Boldklub, Steen Eiberg-Jørgensen.

- Det er en fantastisk opbakning, vi har modtaget fra alle mulige mennesker. Nogle der er tæt på klubben, men også nogle vi aldrig har hørt om før, siger han og fortsætter:

- Der er samlet ca. 8000 kroner ind fra forskellige personer. Og så er der nogle sponsorer som er trådt ind. Ilse Jacobsen har sponseret 10.000 kroner og Almaco APS har sponseret 5000 kroner. Og så her til formiddag der ringede Spies og spurgte hvordan det gik med indsamlingen, og om de kunne hjælpe med noget, for de ville gerne have at rejsebranchen stod i et godt lys, siger Steen Eiberg-Jørgensen til TV 2 Lorry.

Vil ikke tjene på det

I tilfælde af, at Rosenhøj Boldklub får donationer ind, der overstiger de 85.000 kroner, de selv betalte, så går overskuddet ikke til klubben selv.

- Vi vil give pengene til velgørende formål, hvis vi når op over den udgift som drengene har haft. Rosenhøj Boldklub skal ikke tjene på det. Så der finder vi et velgørende formål, som vi vil støtte, siger Steen Eiberg-Jørgensen.

Fredag lagde Rosenhøj Boldklub et opslag på Facebook, hvor de advarer mod at bruge Gert Kristensen som arrangør, og siden er det altså gået stærkt med støtten.

Rejsearrangør har overført 1000 euro

Klubben har valgt at politianmelde Gert Kristensen, som i dag har beklaget overfor Rosenhøj-drengene.

- Jeg er stærkt medtaget over situationen og allermest berørt over at måtte skuffe de drenge og familier, der havde set frem til en sådan tur. Det har aldrig været min hensigt at annullere nogen som helst aftale, men omstændighederne gør, at der ikke er noget valg. Jeg må igen dybt beklage, lyder ordene fra Gert Kristensen, der er gået konkurs med sit firma.

Gert Kristensen har valgt at donere 1000 euro til klubben, som svarer til ca. 7500 kroner - en overførsel som TV 2 Lorry har set dokumentation på. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik