Efter at en kineser tidligere fredag blev isoleret på Hvidovre Hospital grundet coronamistanke, blev en anden person også isoleret og tjekket for samme virus.
Det oplyser Hanne Ida Alsbirk, kommunikationschef hos Hvidovre Hospital.
Fredag aften oplyser Sundhedsstyrelsen dog til DR, at den anden person også er testet negativ for coronavirus.
Ifølge Hanne Ida Alsbirk var de to mulige tilfælde ikke relateret til hinanden.
Kommunikationschefen kunne tidligere fredag ikke fortælle mere om den anden person, der nu også bringes i isolation, da der er tale om personfølsomme oplysninger.
Den kinesiske kvinde, som tidligere fredag blev bragt i isolation, var ankommet til Københavns Lufthavn med et fly fra det kinesiske luftfartsselskab Sichuan Airlines. Undersøgelser har vist, at hun ikke er smittet, skriver TV 2 fredag eftermiddag.
Ved ankomsten fortalte hun lufthavnens personale, at hun havde det dårligt. Derefter blev hun hentet af en ambulance og kørt til Hvidovre Hospital.
/ritzau/