Brandmænd kæmper med røgudvikling på Avedøreværket

For tredje gang på kun to uger er der observeret røg ved den store silo på Avedøreværket. Politi og brandvæsen er lige nu til stede ved værket.

Både politi og brandvæsen er lige nu til stede på Avedøreværket. 

Overvågningskameraer har nemlig observeret røg i siloen fredag formiddag, bekræfter vagthavende ved Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry. 

Røgdykkere blev sendt ind i siloen for at undersøge sagen nærmere.

- Der kan jo ligge gløder derinde og ulme, så det skal undersøges, forklarede vagthavende til TV 2 Lorry, men det har man opgivet nu.

I stedet er man begyndt at pumpe nitrogen ind i bygningen for på den måde at kvæle, hvad der end måtte ulme, gløde eller brænde, fortæller operationschef ved Nordsjællands Beredskab Hans Jørgen Larsen. 

- Vi vælger at kvæle ilden stille og roligt. Det er umuligt for os at komme helt ind og undersøge sagen. Siloen er 70 meter i diameter, og den er fyldt med træpiller, så det vil omsonst at fylde den med vand også, siger han til TV 2 Lorry. 

Det forbliver altså indtil videre uklart, hvad der er skyld i røgudviklingen. 

- Jeg vil ikke gisne om årsagen, men vores måleudstyr har ikke vist, at temperaturerne er steget i siloen, så intet tyder på en eksplosion. Men vi vil selvfølgelig være til stede for at følge udviklingen hele dagen, siger opeationschefen. 

Han understreger, at det bliver en stille og rolig proces i løbet af dagen, hvor man pumper kvælstoffet ind i bygningen. 

Avedøreværket

Avedøreværket producerer el og varme til en stor del af København, og kunne i 2015 fejre 25 års jubilæum. 

Værket består af to blokke, hvoraf den første fra 1990 primært fyrer med kul. 

Den nyeste blok fra 2001 fyrer med naturgas, olie, halm og træpiller.

Værket er eget af DONG Energy.

Det er tredje gang på kun to uger, at brandvæsnet tropper op ved varmeværket. 

En eksplosion på et transportbånd for træpiller udløste en brandalarm på Avedøreværket onsdag den 19. oktober. 

Ifølge Avedøreværkets kraftværkschef, Niels Christian Kjær fra Dong Energy, medførte eksplosionen en vældig trykbølge af støv og gnister, som pressede sig ud i begge ender af transportbåndet. 

Brandvæsenet mødte talstærkt op, fordi de i 2012 oplevede en lignende ulykke, som de måtte kæmpe med i flere uger.

Og noget kan tyde på, at de også denne gang får deres hyr i området. 

I hvert fald skete endnu en eksplosion igår i et filter på taget af den store silo, der er fyldt med 1000 tons træpiller. 

Aktionen blev afblæst, da ilden ikke havde spredt sig.

TV 2 Lorry følger udviklingen på stedet i dag. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik