Borgmesterparti sikrer - igen - flest mandater i Hvidovre: Lang nat forude

Borgmester Helle Adelsborg er glad for, at partiet fastholder sine otte mandater.

Det er borgmesterposten, der er på spil i Hvidovre, og den siddende borgmester Helle Adelborg (S) skal løbe stærkt natten til onsdag.

Borgernes optalte stemmer tildeler for andet valg i træk Socialdemokratiet otte mandater med 36,5 procent af stemmerne, men det er ikke nok til, at Helle Adelborg er sikret fire år mere som Hvidovres borgmester.

Det, selvom der tegner sig et rødt flertal i kommunen.

- Jeg er glad. Vi er gået frem (med 2,7 procent red.), og vi beholder vores otte mandater, så det glæder vi os over, og så ser det ud som om, den røde blok kan sidde på et flertal.

Det siger Helle Adelborg til TV 2 Lorry umiddelbart efter, at tallene er tikket ind.

En lang nat forude

Forhandlingerne i Hvidovre er dog kun lige begyndt, og borgmesteren forventer, at der ligger flere timers forhandlinger foran hende, siger hun.

Ved sidste valg i 2017 kunne Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti med henholdsvis otte og tre mandater lige akkurat mønstre et flertal.

Men hvilket - eller hvilke - partier, Socialdemokraterne vil gå efter for at danne en aftale ved dette valg, vil Helle Adelborg ikke ud med.

Det er klart med de nyeste tal, blå blok alene ikke kan samle nok mandater til et flertal i kommunalbestyrelsen, selvom Konservative har haft en fremgang på 7,8 procent. 

Ligeledes kan den næststørste vinder, SF, ikke danne et bredt samarbejde uden om Socialdemokratiet uden at inddrage Konservative.