Borgmester i skjul siden nederlag: 'Der er næsten uhyggeligt stille'

Den snart forhenværende borgmester i Hvidovre, Helle Adelborg (S), har ikke udtalt sig offentligt siden valget, men det er ikke ensbetydende med, hun sidder på hænderne.

I Hvidovre Kommune har der siddet en socialdemokratisk borgmester siden 1925, men den næsten 100 år gamle tradition blev for første gang brudt ved det netop overståede kommunalvalg. 

Her kunne borgmester i Hvidovre, Helle Adelborg (S), nemlig konstatere, at der på trods af et ellers fint valg til både hende og Socialdemokratiet, samlede sig et bredt alternativt flertal, der i stedet pegede på Anders Wolf Andresen fra SF som ny borgmester.

Men selvom der nu er gået mere end en uge siden det opsigtsvækkende magtskifte i vestegnskommunen, er det endnu ikke lykkedes at få en kommentar til valget fra den snart forhenværende borgmester, Helle Adelborg. 

Kæmper for indflydelse

Men selvom det kan virke opsigtsvækkende med så mange dages larmende tavshed fra en af valgets absolutte hovedpersoner, så er det formentlig en helt bevidst strategi, der bunder i flere årsager, lyder vurderingen fra politisk kommentator og forhenværende borgmester i København, Pia Allerslev.

- Når man ikke har hørt noget fra Helle Adelborg, så er det både fordi udviklingen kom bag på hende, men også fordi at hun nu prøver at finde en måde, hvor hun kan sidde med ved bordet. Hun har nok indset, at løbet er kørt i forhold til at blive borgmester, og derfor skal hun nu finde en model, hvor Socialdemokratiet ikke bliver sat fuldstændig udenfor indflydelse. Og det gør man bedst ved ikke at udtale sig til medierne men i stedet fokusere på dialogen med de andre partier, siger Pia Allerslev til TV 2 Lorry.

Uhyggeligt stille

Men det er ikke kun Helle Adelborg, der har været stille efter valget. Det samme har partierne bag konstitueringen af den nye borgmester, og det er ikke nødvendigvis noget, der giver Helle Adelborg bedre kort på hånden for at opnå indflydelse, vurderer Pia Allerslev.

- Der har været uhyggeligt stille. Og gælder ikke kun Helle Adelborg men også fra de andre partier. Det er samtidig et tegn på, at der ikke har været nogle sprækker i samarbejdet blandt partierne, og det kan måske godt være en smule foruroligende for Helle Adelborg, for det kan være svært at vinde indflydelse, hvis konstitueringen er solid, siger Pia Allerslev. 

Hun understreger dog, at der stadig kan nå at ske meget, selvom det er nogle svære forhandlinger. 

- Socialdemokratiet er stadig det største parti i Hvidovre, og det kan stadig lykkedes hende at opnå en position som kongemager. Men det vil kræve, at hun får sat en kile ind blandt de partier, der står bag den nye borgmester, og lige nu ser det ud som en svær opgave for hende.

I klippet nedenfor kan du set et interview med Helle Adelborg fra valgdagen. 

_







Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik