Hovedstadens Beredskab er langt fra færdige med den brand, der tirsdag aften brød ud i en silo på Avedøreværket i Hvidovre.
Vi arbejder ud fra, at DONG kan begynde en kontrolleret tømning i løbet af i dag.
Selve ilden er slukket, men personale fra Hovedstadens Beredskab vil fortsat være at finde på Avedøreværket i de kommende dage.
- Status er, at vi har en brandbil, to stiger og indsatsleder derude. De er derude for at overvåge, at der ikke sker en genopblusning, siger indsatsleder Stig Nordmark klokken 6 onsdag morgen til TV 2 Lorry.
Han fortæller, at der er blevet pumpet nitrogen ind i siloen og lagt skum ovenpå for at sikre, at ilden er kvalt.
Indsatslederen forventer, at DONG kan begynde en tømme siloen i løbet af onsdag.
- Vi arbejder ud fra, at DONG kan begynde en kontrolleret tømning i løbet af i dag. Der har været cirka 10.000 kubikmeter granulat i siloen, og det vil tage tre dage at tømme den, siger Stig Nordmark til TV 2 Lorry.
Hovedstadens Beredskab vil beholde en brandbil og en indsatsleder på Avedøreværket, mens tømningen foregår, i tilfælde af, at ilden blusser op.
I august 2012 udbrød der også ild i to siloer med træpiller på Avedøreværket. Dengang var Københavns Vestegns Politi og Hovedstadens Beredskab til stede på værket i flere uger.
- Sidste gang var vi derude i længere tid, men det kommer ikke til at ske den her gang. Vi er allerede færdige derude, siger vagtchefen fra Københavns Vestegns Politi tidlig onsdag morgen til TV 2 Lorry.
Onsdagens brand i en silo på Avedøreværket udbrød som følge af en højgaseksplosion. Branden blev anmeldt til politiet omkring klokken 19.15.