Amin Jensen: "Kommunen er lille Nordkorea"

Amin Jensen stiller op til kommunalvalget i Hvidovre for Nationalpartiet. Han lægger ikke skjul på, at det skyldes sagen om lysreklamen på hans hus.

Amin Jensen føler sig dårligt behandlet af Hvidovre Kommune ovenpå den omdiskuterede sag om en lysreklame, så nu har han besluttet at stille op til kommunalvalget. 

- Mange har sagt til mig "så gør dog noget ved det". Så det gør jeg, lyder det fra Amin Jensen.

I strid med lokalplanen

Det hele startede med, at Amin Jensen i januar opsatte en 9,6 kvadratmeter stor lysreklame på sin ejendom på Gammel Køge Landevej i Hvidovre.

quote Hvidovre Kommune er jo lille Nordkorea, når det kommer til kommunikation med borgerne.

Amin Jensen

Skiltet viste blandt andet reklamer for kulturarrangementer i Hvidovre og for entertainerens eget show ”Blæs på DK”. Men lysreklamen var i strid med lokalplanen, og flere naboer klagede over lysforurening. 

Amin Jensen indsendte en ansøgning om dispensation til Hvidovre Kommune, der i august blev behandlet af Teknik- og Miljøudvalget. Her fulgte seks ud af syv medlemmer forvaltningens indstilling og gav Amin Jensen afslag.

Dermed skulle lysreklamen pilles ned. Men sagen sluttede ikke der, for Amin Jensen valgte tre uger senere at sende et åbent brev til Hvidovre Kommune via sin profil på Facebook, hvor han stillede kommunen tre konkrete spørgsmål vedrørende behandlingen af hans sag. 

Behandle borgere ordentligt

Nu har Amin Jensen har så meldt ud, at han stiller op til kommunalvalget d. 21. november. 

- Jeg har tænkt over det i et stykke tid. Hvis jeg som offentlig person bliver behandlet sådan, hvordan bliver andre så ikke behandlet? Jeg har undersøgt sagen, og Hvidovre Kommune behandler rigtig mange borgere dårligt, og det vil jeg gøre noget ved, siger entertaineren. 

- Er det et godt udgangspunkt for et fremtidigt samarbejde med de andre politikere, hvis du bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen?

Jeg vil jo ikke bare lave rav i den. Jeg vil gerne gøre en forskel - især på kulturområdet, hvor jeg har meget at byde ind med. Men det er på tide, at der bliver kigget på tingene med nye øjne. Man skal behandle borgerne ordentligt og ikke være arrogant. Hvidovre Kommune er jo lille Nordkorea, når det kommer til kommunikation med borgerne, siger Amin Jensen.

Borgmester beklager over for Amin

Sammenligningen med diktaturstaten Nordkorea er Hvidovres borgmester, Helle Adelborg, Soc. Dem., ikke glad for. 

quote Det er ikke normalt sådan, vi kommunikerer i Hvidovre, og det vil jeg gerne beklage overfor Amin Jensen.

Helle Adelborg, Soc. Dem., Hvidovres borgmester

- Jeg bliver da utrolig ked af at få den sammenligning. Jeg synes egentligt, at vi er en åben kommune, der gerne vil i dialog med borgerne. Personligt har jeg træffetid hver torsdag, og enhver borger er velkommen til at komme til mig, hvis man synes, man er kørt fast i systemet, siger hun til TV 2 Lorry.

Amin Jensen kritiserer også kommunen for kun at tage kontakt til ham igennem pressen. Borgmesteren erkender, at der er blevet begået en fejl i hans sag: 

- Det er normal praksis, at vi meddeler personer om afgørelser i teknik- og miljøudvalget, at man får en meddelelse inden for en uge. Der skete en administrativ fejl i Amin Jensens tilfælde, så der gik tre uger. Og det er rigtig, rigtig ærgerligt, siger hun og fortsætter:

- Det er ikke normalt sådan, vi kommunikerer i Hvidovre, og det vil jeg gerne beklage overfor Amin Jensen, siger Helle Adelborg.

Deler flest værdier med Nationalpartiet

Entertaineren har boet i Hvidovre i 5 1/2 år. Han har valgt at stille op for Nationalpartiet, der for første gang vil være på stemmesedlen til kommunalvalget.

Formand for partiet, Kashif Ahmad, er i forvejen valgt ind i kommunalbestyrelsen og vil være spidskandidat. Amin Jensen vil være nummer tre på partiets kandidatliste i Hvidovre. 

- Jeg har kigget nøje på de forskellige partier, og jeg deler flest værdier med Nationalpartiet. Jeg kan godt lide, at det er et nyt parti, og at der er højt til loftet og plads til den enkeltes mening. 

Amin Jensen afviser, at han - hvis han bliver valgt ind - vil forsøge at få omstødt beslutningen om sin lysreklame. 

- Nej, der er jeg jo inhabil. Det sidste, jeg vil være, er en korrupt politiker, afslutter Amin Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik