Ægtepar vandt stor gevinst: Åbnede mail og så en masse nuller

Et ægtepar fra Hvidovre havde nær fået morgenmaden galt i halsen, da de modtog en vindermail fra Danske Spil.

Et ægtepar fra Hvidovre kunne ikke tro deres egne øjne, da de i weekenden modtog en mail fra Danske Spil.

quote Vi er lidt usikre på, om hele vennekredsen skal vide det

Lottovinder

Midt i søndags-morgenmaden fik de nemlig beskeden om, at de havde vundet en million kroner – og det var uden at have de rigtige tal. Parret vandt nemlig den såkaldte Millionærgaranti, som er en lodtrækning blandt alle spillede Lotto-rækker.

- Det er jo helt vildt, at man vinder en million uden at have tallene rigtige. Jeg går sgu stadig og griner lidt ved tanken om, at det er sket, fortæller den mandlige vinder ifølge Danske Spil.

- Jeg studsede ved, at der var så mange nuller i den mail. Og jeg viste den til min kone med et: "Hvad i alverden er det her". Hun troede heller ikke på, at det var sandt, så vi måtte lige ringe ind til Danske Spil og høre, om den var god nok. De sagde jo altså, at det var os, der havde vundet. Desuden gik pengene ind på kontoen i går. Så det er jo rigtigt – men samtidig meget surrealistisk at se så stort beløb på ens konto, lyder det.

Ægteparret, der er i halvtredserne, ønsker at være anonyme, og har hidtil ikke fortalt den glædelige nyhed til andre end deres børn.

- Vi fortæller det nok til den nærmeste familie, men vi er lidt usikre på, om hele vennekredsen skal vide det. Man ved jo aldrig, om de så forventer, at vi skal betale alt, hvis vi går ud. Men vi skal i hvert fald ud at fejre gevinsten på en god restaurant med vores børn.

De nyslåede millionærer har før overvejet at købe en ny bil. Derudover har de allerede en rejse i udsigt i november, som blev bestilt før gevinsten.

- Og der kan det da godt være vi opjusterer lidt på luksus og giver børnene lidt ekstra at shoppe for, siger de heldige vindere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik