9-årige Lucas samler pant ind til Kræftens Bekæmpelse: "Mit mål er 50.000 kroner"

Knæk Cancer nærmer sig, og som så mange andre plejer Lukas Larsens familie at donere til indsamlingen. Men nu har den niårige dreng taget sagen i egen hånd og sat sig et ambitiøst mål.

Lucas på ni år var egentlig i gang med at spare op, så han med sine lommepenge kunne købe en gaming-computer.

Men så langt nåede han aldrig.

For da hans forældre sidste år sad og så Knæk Cancer-showet, kiggede deres søn pludselig op fra sin iPad og sagde, at han ville ringe ind og donere hele sin opsparing.

Og det var der en helt særlig grund til.

Lukas ville redde sin bonus-farmor

Som så mange andre danske familier har Lucas' familie også haft kræften helt tæt inde på livet. En meget nær ven af familien blev nemlig ramt af sygdommen.

- Det var min bonus-farmor, siger han til TV 2 Lorry.

Lucas' bonus-farmor hed Pia, og hun var gennem Lucas' far, Niklas, tæt knyttet til familien.

Niklas Larsen havde som ung ikke kontakt til sine egne forældre, så da han skulle flytte fra sit bosted og ud i egen lejlighed, blev han tilknyttet en pædagog. En pædagog som var gift med Pia.

quote Lukas har altid haft en meget speciel plads i hendes hjerte.

Lucas' far, Niklas Larsen

Han fik hurtigt et tæt forhold til de to, så da Lucas kom til verden, engagerede Pia sig, som enhver anden farmor ville have gjort.

- Lucas har altid haft en meget speciel plads i hendes hjerte, fortæller Niklas Larsen.

Det var ikke kun Lucas, der havde en speciel plads i Pias hjerte. Pia havde også en speciel plads i hans hjerte, og det var derfor, han valgte at donere hele sin opsparing til kræftens bekæmpelse.

- Han havde fået en opfattelse af, at han kunne redde hende, hvis han donerede sine penge, siger Lucas' far.

Alder er ingen hindring for et tæt bånd. Det var Lucas og Pia et tydeligt eksempel på.
Alder er ingen hindring for et tæt bånd. Det var Lucas og Pia et tydeligt eksempel på.
Foto: Niklas Larsen

Lucas aflagde Hans Pilgaard et løfte

Da Lucas ringede ind til Knæk Cancer, var det Hans Pilgaard som tog telefonen.

Udover at donere hele sin opsparing lovede Lucas ham, at han ville ringe ind igen næste år med endnu flere penge.

Han har derfor samlet pant ind lige siden.

- Det første lange stykke tid gik han selv og samlede flasker på vej til og fra skole. Så lovede vi ham, at hvis han holdt ved, så ville vi hjælpe ham, når vi nærmede os Knæk Cancer, siger Niklas Larsen.

Og Lucas – han holdt ved.

Man skal ikke kun være stærk af sind for at samle så meget pant. Det kræver også nogle gode muller!
Man skal ikke kun være stærk af sind for at samle så meget pant. Det kræver også nogle gode muller!
Foto: Niklas Larsen

Hver gang han stødte på en flaske på vej til skole, så blev den puttet i tasken og senere indleveret i den lokale brugs i Hvidovre.

Men som i alle andre store historier blev Lucas ramt af et bump på vejen.

For tilbage i april gik Pia bort.

- Det tog rigtig hårdt på ham. Så hårdt, at han stoppede sin indsamling. Han sagde, at nu hvor han ikke længere kunne rede Pia, så ville han ikke mere, fortæller Lucas' far.

Det er vores måde at ære hende på

Heldigvis kom en hjælper til undsætning. For en måned efter Pia's bisættelse mødtes de med hendes mand. 

- ”Du skal fortsætte med at samle ind Lucas. Pia ville være så stolt” sagde han, fortæller Niklas Larsen.

Så det gjorde den 9-årige knægt. Han samlede og samlede. Så meget, at han i dag har indsamlet mere end 13.000 kroner i pant.

Faktisk samler Lucas nu så meget pant, at hans forældre er begyndt at hjælpe til.

- Det binder os sammen om noget fælles. Pia stod jo os alle nær. Det er blevet vores måde at ære hende på, siger Niklas Larsen.

Familiens carport er fyldt med pant.
Familiens carport er fyldt med pant.
Foto: Niklas Larsen

Vi er mega stolte

Det store indsamlingsshow Knæk Cancer løber af stablen den 29. oktober. Der er derfor ikke længe til, at Lucas igen kan ringe ind til Hans Pilgaard med endnu en donation.

En donation som tegner til at blive noget større end sidste år.

- Jeg vil gerne samle 50.000 kroner ind, siger Lucas Larsen.

Det er ikke ambitioner, den unge mand mangler, og det glæder forældrene.

- Vi er mega stolte af ham, fortæller Lucas' forældre enstemmigt.

De gør samtidig opmærksom på, at det ikke er beløbet, der er det afgørende, det er indsatsen og deres søns vedholdenhed.

- Vi har fortalt ham, at selv hvis han ikke når 50.000, så har han overgået alle forventninger, siger Lucas' far.

Selvom Lucas stadig er i fuld gang med at samle pant ind, så gør han sig allerede tanker om, hvordan han skal skaffe penge til Knæk Cancer 2023.

- Så skal jeg bage kager og sælge dem, siger 9-årige Lucas Larsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik