Bedst og værst til at affaldssortere: Se hvor din kommune ligger

Der er stor forskel på, hvor meget kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde genanvender af borgernes skrald. Tjek hvordan det går i din kommune.

Inden 2022 skulle landets kommuner genanvende 50 procent af borgernes husholdningsaffald.  Foto: TV 2 Lorry

Tilbage i 2013 satte SF's daværende miljøminister, Ida Auken, et ambitiøst mål i den nationale affaldsplan:

Inden 2022 skulle landets kommuner genanvende 50 procent af borgernes husholdningsaffald. 

Det føles rigtig godt, når jeg tager den daglige tur til skraldespanden med mit sorterede affald. Der går faktisk helt sport i at få sortere.

Karsten Søndergaard, borgmester, Egedal, Venstre

Målet fra staten var ambitiøst, men det skulle være op til den enkelte kommune at fastlægge serviceniveauet, og hvordan indsamling og behandling af affaldet blev indrettet i den enkelte kommune.

Men hvordan ser det ud her 5 år efter? Det har vi undersøgt ved at indsamle affaldsdata fra samtlige 34 kommunerne i hovedstadsområdet. 

Den gennemsnitlige genanvendelsesprocent for samtlige kommuner er 33,2 %. Men der er stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner har valgt at håndtere udfordringen.

Derfor er der både kommuner, som trækker gennemsnittet ned og kommuner, der hiver procenten i vejret.

Kommunernes genanvendelse af affald i 2017  

graf12EgedalFrederikssundHillerødHalsnæsGribskovRødovreVallensbækFrederiksbergAlbertslundFuresøGlostrupKøbenhavnGentofteRoskildeBrøndbyTårnbyLejreHerlevGladsaxeHelsingørHvidovreBallerupGreveLyngby-TaarbækSolrødHøje-TaastrupKøgeStevnsDragørIshøjFredensborgAllerødRudersdalrsholm53,7%50,7%46,8%44%43,5%43,3%41,2%40%40%38,1%38%38%37,8%36%35,4%35%35% (2016)34,4%33,6%33%32,7%30,3%30%30%29%28,2%28% (2016)27%27% (2016)23,5%23%20%20%18%

Bedst og værst

I top 10 er alle kommuner godt på vej mod de 50 procent i genanvendelse. Og to kommuner har allerede nået målet her 4 år før deadline. Frederikssund, der lige runder målet med 50,7 procent – og skraldeklassens sorteringsduks Egedal, hvor man genanvender 53,7 procent af affaldet.

- Det føles rigtig godt, når jeg tager den daglige tur til skraldespanden med mit sorterede affald. Der går faktisk helt sport i at få sorteret, siger Egedals stolte Venstre-borgmester, Karsten Søndergaard, til TV 2 Lorry. 

07:08

Bliv klogere på hvad der sker med dit affald efter du har klappet containerlåget i. Foto: TV 2 Lorry

Luk video

I bunden af listen over hvor meget skrald, der bliver sorteret, der ligger de tre nordsjællandske kommuner Allerød, Rudersdal og Hørsholm. Her bliver max 20 procent af affaldet genanvendt.

I Rudersdal har formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Court Møller, kun èn skraldespand - så der er ikke meget at overveje, når skraldet skal smides ud.

- Der er alt for meget, der ryger ned i den ene store affaldsspand. Og det skal vi gøre noget ved, hvis vi skal nå målet om 50 procent genanvendelse i 2022. Så vi har lidt travlt, siger Court Møller fra De Radikale.  

Og det er ikke helt tilfældigt, at det er de tre kommuner i Allerød, Rudersdal og Hørsholm, der er længst fra at nå målet om 50 procent genanvendelse. De tre kommuner arbejder nemlig sammen om udrulningen af affaldssorteringen – og selvom det altså har kostet på miljøkontoen at vente, så er det ifølge de nordsjællandske kommuner bedre for borgernes pengepung at bruge tid på at finde den billigste fælles løsning.

- Det bliver billigere for borgerne, fordi jo større mængder, vi tilsammen kan blive enige om at sortere, jo billigere kan vi få en aftale om skraldehåndteringen. Affald er jo noget borgerne betaler for. Det kører ikke over skatten, så det er ren brugerfinansieret. Så hvis vi ikke kan finde en billig løsning, så vil udgiften gå til borgerne, siger Court Møller.

I Egedal har de ikke valgt at vente, og borgmesteren har følgende opfordring til de kommuner, som først for alvor skal i gang nu.

- Jeg er sikker på, at borgerne i andre kommuner også vil synes, at det er rigtig rart, at være med til sortere og derigennem give miljøet en hjælpende hånd, understreger Karsten Søndergaard.

Genanvendelsesprocenten bliver målt på de syv forskellige affaldstyper: papir-, pap-, glas-, træ-, plast-, metal- og madaffald. Mens bl.a. have- og byggeaffald ikke tæller med.

Test dig selv her - har du styr på din affaldssortering?

Testen er lavet med udgangspunkt i Københavns sorteringsregler. De kan afvige fra kommune til kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik