Rungsted vinder ishockeyguld: Profil sender hilsen hjem til nybagt mor

I næsten 20 år har man i Rungsted ventet på at genvinde ishockeyguldet - men Nikolaj Rosenthal måtte lige sende en kærlig hilsen hjem til kæresten, inden DM-guldet for alvor skulle fejres.

For Rungsted Seier Capital-spilleren Nikolaj Rosenthal går der nok lang tid, før han kommer til at opleve en ligeså mindeværdig uge, som den han har gang.

Mandag blev han far til sønnen Colin, tirsdag spillede han finalekamp mod SønderjyskE, og fredag blev han så dansk mester med resten af Rungsted-holdet, vandt prisen som topscorer og blev kåret til slutspillets mest værdifulde spiller, den såkaldte MVP.

Rungsted vinder DM-guld i ishockey

Men inden DM-guldet for alvor skulle fejres fredag aften, måtte den 27-årige Rungsted-spiller lige sende en kærlig hilsen og et stort tak hjem til kæresten Nathalie.

- Jeg har nogle tanker, som går til min kæreste, som sidder derhjemme og forhåbentlig følger med. Hun har været helt fantastisk gennem hele slutspillet, siger han til TV 2 SPORT.

- Vi vidste ikke, hvornår Colin skulle komme til verden. Så vælger hun at føde ham mandag, så jeg stadig kunne være med tirsdag. Kæmpe mange kys og kram til Nathalie, der sidder hjemme i stuen lige nu og tager en tørn. Jeg håber, du er med på at tage en tørn i hvert fald i morgen og søndag med.

Rungsted-topscoren ville i hvert fald ikke garantere for nogen ædruelighed, hvis det alligevel er ham, der skal stå for pasningen af den nyeste familietilføjelse.

- Altså jeg kan da godt tage den tjans, men jeg er ikke sikker på, i hvilken tilstand det bliver. 

- DM-titel er helt ubeskrivelig

Med 14 scoringer i Rungsteds 19 slutspilskampe er det ganske fortjent, hvis Nikolaj Rosenthal lørdag står op til lidt tømmermænd.

Han har om nogen spillet en afgørende rolle i det, der endte som en enestående sæson for Rungsted, der udover klubbens fjerde mesterskab i historien - det første i 17 år - også sikrede sig pokaltitlen tidligere på året.

Danske ishockeymestre de seneste ti år:

  • 2018/19: Rungsted Seier Capital
  • 2017/18: Aalborg Pirates
  • 2016/17: Esbjerg Energy
  • 2015/16: Esbjerg Energy
  • 2014/15: SønderjyskE
  • 2013/14: SønderjyskE
  • 2012/13: SønderjyskE
  • 2011/12: Herning Blue Fox
  • 2010/11: Herning Blue Fox
  • 2009/10: SønderjyskE

- Det er jo fantastisk altså. Det er fedt at være topscorer og blive kåret som MVP, men at se på vores fans og mit hold... stå med guldhjelmene på hovedet. Nu har vi den, og vi vandt endda 'The Double'. Det er helt ubeskriveligt, siger Nikolaj Rosenthal til TV 2 SPORT.

- Det her er nok det største, jeg har prøvet. Vi har et sammenhold, som jeg ikke har oplevet nogle andre steder før.

Fejringen af DM-guldet forsætter søndag, når klubben selv har inviteret til guldfest klokken 16:00 foran hjemmebanen Bitcoin Arena i Hørsholm.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik