Her er der rigtig mange lukkedage i daginstitutionerne

I Hørsholm Kommune holder daginstitutionerne lukket knap ti dage mere end resten af kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde.

Ønsker du selv at planlægge dine feriedage, er Hørsholm ikke det bedste sted at bosætte sig, hvis du har små børn. Kommunen har nemlig markant flere lukkedage end resten af kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde.

18 dage i løbet af året regner daginstitutioner i kommunen i gennemsnit med at holde lukket ud over weekender og helligdage.

Det viser en opgørelse over kommunernes budgetterede lukkedage for 2016 fra Undervisningsministeriet.

Til en sammenligning holder nabokommunen Rudersdals daginstitutioner kun lukket i otte dage, mens kommunen med færrest lukkedage er Frederikssund med nul lukkedage.

Se kortet: Her er der flest og færrest lukkedage

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, for mange forældre er påvirkede af det. Det er op til vores kære politikere at melde sig ind på banen her, siger Mie Hørlykke, der bor i Hørsholm og har børn i institution i kommunen.

Alternativt pasningstilbud
I uge 29 og 30 samt dagene omkring påske, jul og Kristi Himmelfartsdag bliver daginstitutionernes børn i Hørsholm sendt på ferie. Og har forældrene ikke mulighed for at få børnene passet på disse dage, tilbyder kommunen et alternativt pasningstilbud.

Men det er dog ikke uden udfordringer at sende sit barn i en helt ny institution, mener Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL).

- Hvis vi ønsker tryghed for vores børn, så er det her en stærkt kritisabel løsning ud fra et børneperspektiv. Det er vigtigt, at børn har tryghed og sikkerhed i deres hverdag, siger Michael Egelund, der er formand for BUPL Storkøbenhavn og fortsætter:

- Lukkedage er en dobbelt serviceforringelse for forældrene. For det første er der færre dage, hvor de kan aflevere deres børn trygt i daginstitutionerne, og for det andet er normeringen forringet de dage, der er tilbage, fordi kommunerne sparer jo, hvad der svarer til antallet af lukkedage. 

18 lukkedage kan lyde af meget, og det er da også en stigning siden sidste år, hvor antallet lå på 13 dage i Hørsholm Kommune.

Juleaftensdag samt grundlovsdag indgår ikke i opgørelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik