Landsby får Danmarks første personaleløse supermarked

Coop's første ubemandede supermarked skal testes i Sengeløse ved Taastrup. Det kan få stor betydning, mener brugsuddeleren.

Bip, bip, biiiip.

I den lille by Sengeløse ved Taastrup kommer der fremover en del mere mobil-bippen, når der skal handles i den lokale Dagli'Brugsen.

Uden for normale åbningstider vil Coop nemlig teste et personaleløst supermarked. Det betyder, at kunderne selv skal bippe sig ind og ud af butikken.

Coop: Ikke en spareøvelse

Måske har du allerede prøvet selv at scanne dine varer ind, i stedet for at personalet ved et traditionelt kassebånd gør det for dig. 

Men nu kommer du altså endnu mere på egen hånd, når Coop tester muligheden for helt ubemandede butikker. 

Kunderne bipper døren op, scanner varerne ind, betaler varerne og bipper sig ud af butikken igen - alt sammen gennem Coop's medlemsapp. 

Handler det bare om at spare lønomkostninger, eller er der andre fordele?

- Det her handler slet ikke om at spare løn, fordi vi er meget få ressourcer ude i vores butikker, afviser Jesper K. Andersen, der er formatdirektør for Dagli'Brugsen og LokalBrugsen, og fortsætter:

- Det drejer sig simpelthen om, at vi med de ressourcer, vi har i dag, kan tilbyde kunderne, at de kan bruge vores butikker 24 timer i døgnet. Så det er ikke en spareøvelse på nogen måde.

Det er de små butikker, der fremover kan blive ubemandede uden for deres normale åbningstider. 

- Det er jo sådan set en dødskamp for mange byer at holde gang i den sidste butik. Det her kan forhåbentlig være med til, at vi kan få flere kunder til at bruges vores butikker, fortæller han til TV 2 Lorry.

quote Folk grinede jo dengang, Dagli'Brugsen begyndte at holde åbent om søndagen, og hvad har de allesammen nu?

Per Vadstrup, uddeler, Dagli'Brugsen Sengeløse

Brugsuddeler: Folk har grinet af os

Nu skal Sengeløse altså være det første sted, hvor konceptet føres ud i virkeligheden.

Og det begejstrer byens brugsuddeler. 

- Folk grinede jo, dengang Dagli'Brugsen begyndte at holde åbent om søndagen, og hvad har de allesammen nu? spørger uddeler Per Vadstrup med et glimt øjet.

Nu glæder han sig til fremover at kunne gå skridtet videre og holde åbent hele døgnet.

De er heldigvis ikke i nogen "dødskamp" endnu, men alligevel mener han, at det er godt at være på forkant.

Og når de bliver de første til at teste det nye personaleløse koncept:

- Så vil der jo være en virkelig stor opmærksomhed omkring tingene, og vi får flere kunder ind på den måde, forudser Per Vadstrup. 

Til gavn for - nogle - kunder

Flere af de kunder, TV 2 Lorry mødte i Dagli'Brugsen i Sengeløse, var også klar på idéen.

- Som forældre til små børn, så har vi nogle travle hverdage, og så synes jeg, at det kunne være godt også at komme herned om aftenen, lød det blandt andet fra Henrik Retlev.

Den lokale frisør, der ligger over for Dagli'Brugsen, var dog lidt mere loren ved tanken.

- Når jeg lukker ved midnat, er der ikke nogen på gaden. En døgnåben butik midt i Sengeløse - det tror jeg faktisk ikke

vil gøre den store gavn, påpeger hun, og fortsætter:

- Og de fleste lokale, især de ældre, kommer her jo for en sludder for en sladder, når de er nede at handle, ikk?

Om det bliver en succes vil vise sig, når Sengeløse Dagli'brugs indenfor nogle måneder går igang med den ubemandede åbningstid. 

Hvis det gør, kan det allerede blive udbredt til andre butikker i løbet af 2018. 

 

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Forbrug

Forsea

Helsingør-færges trick med tobakskuponer var ulovligt

20110831-170245-6-1920x1677we.jpg

Camilla Plum får bøde for nye ulovligheder

Camilla Plum

Efter ny bøde og sur smiley: Camilla Plum svarer igen på Fødevarestyrelsens kritik

image7

playAnja forvandler grumset affaldsprodukt til luksusflødeboller

Høje-Taastrup

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere