Gymnasielever overraskes af rektor: Kører ud med gaver og ’savner jer’-brev

800 gymnasieelever fra Rungsted får torsdag en overraskelse, når rektor og elevråd kører ud til den enkelte elev.

I løbet af torsdag eftermiddag får 800 elever fra Rungsted Gymnasium besøg hjemme på privatadresserne, når skolens rektor og elevrådet kører rundt og deler gaver ud til den enkelte.

Elevrådsformand Johan Seedorff Slente, der går i 3. g. på Rungsted Gymnasium, glæder sig til at overraske sine skolekammerater i en aktion, som efter planen skulle have været holdt hemmelig for gymnasieeleverne.

Men selvom noget af overraskelsen nok er blevet en smule spoleret, nu hvor TV 2 Lorry fortæller om det, så glæder Johan Seedorff Slente sig både over initiativet og til at se nogle af sine venner igen.

Elevrådsformand Johan Seedorff Slente går i 3. g. på Rungsted Gymnasium.
Elevrådsformand Johan Seedorff Slente går i 3. g. på Rungsted Gymnasium.
Foto: TV 2 Lorry

- Ja, det var ment, at det skulle være en hemmelighed, men sagen er, at vi sammen med skolen har fundet på, at elevrådsrepræsentanten fra hver klasse kører med ud til alle klassekammeraterne og uddeler en fællesskabs-hoodie og noget chokolade, siger han til TV 2 Lorry.

Der blev onsdag pakket 800 gave til eleverne på Rungsted Gymnaisum.
Der blev onsdag pakket 800 gave til eleverne på Rungsted Gymnaisum.
Foto: TV 2 Lorry

Betyder meget

Onsdag var han med til pakke de mange gaver, som består af en hættetrøje med Rungsted Gymnasiums logo på. Og sammen med slik og hættetrøje får eleverne også en hilsen fra ledelsen og samtlige skolens lærere, hvor der blandt andet står, at de savner eleverne, og glæder sig til at se dem.

- Jeg tror, det betyder meget for eleverne at vide, at ledelsen og lærerne tænker på én. Det er en anderledes situation, vi står i, som vi ikke er vant til. Det, at man ikke kan se sine klassekammerater, kan være med til at sænke motivationen lidt i forhold til, hvis vi havde været fysisk til stede og haft et mere socialt liv her på gymnasiet, siger Johan Seedorff Slente.

Hættetrøjerne var egentlig bestilt allerede i efteråret - men fordi gymnasiet stadig er lukket ned, har de ligget og samlet støv – lige indtil nu, hvor elevrådet og ledelsen altså har taget affære.

Trøjerne med gymnasiets logo har ligget klar siden efteråret som en overraskelse, men på grund af nedlukningen bliver de ikke delt ud før nu.
Trøjerne med gymnasiets logo har ligget klar siden efteråret som en overraskelse, men på grund af nedlukningen bliver de ikke delt ud før nu.
Foto: TV 2 Lorry

Rektor kører med

Det er meningen, at 30 elever skal køre rundt og besøge 30 af deres kammerater i løbet af torsdagen, og gymnasiets rektor, Ruth Kornbo Kirkegaard, har planlagt selv at tage med ud på en af ruterne.

Og udover at glæde sig til den ikke længere nær så hemmelige aktion, så håber hun, at det vil være med til at styrke fællesskabet på trods af den lange tid, som eleverne har været væk fra skolens grund.

Siden marts sidste år har gymnasierne været mere lukkede end åbne.

Ruth Kornbo Kirkegaard, rektor på Rungsted Gymnasium.
Ruth Kornbo Kirkegaard, rektor på Rungsted Gymnasium.
Foto: TV 2 Lorry

- De unge mennesker er selvfølgelig ved at være ret trætte og matte af hele situationen, for selv om lærerne er opfindsomme og kreative med den online undervisning, så er det stadig en svær situation for mange.

- Vi håber med det her, at eleverne kan mærke, at fællesskabet stadig er intakt på Rungsted Gymnasium, og at vi er her for hinanden, selv om der lige nu er helt tomt her på skolen, siger hun til TV 2 Lorry.

Myndighedernes corona-restriktioner løber foreløbigt frem til 28. februar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik