Borgmester: "Vi er klar til genåbning"

Smittetallene i Hørsholm er nu så lave, at det meste af Hørsholm Kommune formentlig kan åbne for normal aktivitet på tirsdag.

Ni lange dage med ny lukning af butikker, skoler og kulturinstitutioner i Hørsholm Kommune er gået. Men nu er der lys for enden af tunellen. For søndag er sjette dag i træk, hvor kommunen har et såkaldt testkorrigeret incidenstal på under 250. Og kravet er syv dage under 250 - så kan der genåbnes.

Derfor er Morten Slotved, Hørsholms konservative borgmester, overbevist om, at hans kommune genåbner på tirsdag.

- Jeg glæder mig meget til på tirsdag. Vi får vores bymidte tilbage. De fleste skoleelever kan vende tilbage, og vi genåbner samfundet, så ja - det glæder mig meget, siger Morten Slotved til TV2 Lorry.

Rigide regler

Men midt i glæden kan han ikke lade være med at give udtryk for både irritation og harme over de regler, der dikterer lukning.

- De er jo rigide. Vi har fået bekræftet, at koncentrationen af smitte lå omkring Rungsted Gymnasium. Og jeg synes, at det er ærgerligt, at der ikke bliver reageret hurtigere i forhold til genåbning. Det gælder særligt i forhold til erhvervslivet, hvor der har været store omkostninger for restauranter og erhvervsdrivende. Det var jo ikke der, smitten var. Og nu risikerer vi bare at have spredt den ud over nabokommunerne, siger han.

Men dit eget parti har jo været med til at få vedtaget reglerne, som de er?

Det har de jo været nødt til, fordi de indgår i forliget om automatisk nedlukning. Men jeg kan garantere dig, at jeg har været i dialog med Søren Pape, Mette Abildgaard og Per Larsen. Og deres udfordring er forligene derinde, men de ved i hvert fald, at vi ikke er tilfredse med reglerne her i Hørsholm, lyder det fra borgmesteren.

Artiklen fortsætter under videoen.

Lukningen af Hørsholm indebar også lukning af butikker. I videoen her kan du se, hvordan en af dem valgte midlertidigt at flytte ti nabokommunen. Og så var reglerne overholdt. Indslaget sendte vi tirsdag.

Husk at blive testet

I Hørsholm er Rungsted Sogn stadig ramt af for høje smittetal, og derfor kommer en genåbning til at gå uden om det.

- Men erhvervslivet i hele kommunen kan dog genåbne, siger Morten Slotved.

quote Vi har nu vaccineret så store mængder af befolkningen, at en nedlukning ikke giver mening,

Morten Slotved (Kons.) borgmester, Hørsholm

Og nu satser han på, at kommunen kan undgå endnu en nedlukning.

- Vi skal fortsætte med at fortælle de unge, at de skal tænke sig om. Nu går vi jo ind i studentertiden, og der er det ekstra vigtigt. Og jeg vil opfordre alle til at fortsætte med at lade sig PCR-teste, så vi har et grundlag at arbejde med, siger han.

Morten Slotved er selv lige blevet inviteret til vaccination.

- Jeg er 51 år og borgmester. Jeg er ikke i en risikogruppe. Vi har nu vaccineret så store mængder af befolkningen, at en nedlukning ikke giver mening, mener han.

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik