Kommune med færrest sygedage blandt sosu'er: "Borgere får en bedre hverdag"

Efter at have fået en middelmådig placering i 2013 har Høje-Taastrup Kommune de sidste par år fået vendt skuden, og de har nu landets tredjebedste placering med sygefravær blandt sosu'er.

Med 12,8 sygefraværsdage har Høje-Taastrup Kommune det tredjelaveste fravær blandt sosu'er i hele Danmark, viser en ny rapport fra CEPOS.

Høje Taastrup Kommune er dermed kun overgået af Samsø og Vejen Kommune og samtidig den kommune i TV 2 Lorrys sendeområde, hvor sosu'er har færrest sygedage. 

quote Jeg har været så heldig at have fire faste sosu'er gennem de sidste fem-seks år. De kender tingene ind og ud, og det giver en stor ro for mig

Benny Arno Jørgensen, plejehjemsbeboer i Høje-Taastrup Kommune

Centerchef for Sundheds- og Omsorgscentret, Ulla Callesen, glæder sig over den flotte placering. 

- Det er et fantastisk resultat. Vores borgere får en bedre hverdag, hvor de i højere grad møder faste medarbejdere, som de kender, siger Ulla Callesen i en pressemeddelelse fra Høje Taastrup Kommune.

En af dem, som nyder godt af de mødefaste medarbejdere, er plejehjemsbeboer Benny Arno Jørgensen fra Hedehusene. Han har KOL, og får derfor ofte besøg sosu'erne.

- Jeg har været så heldig at have fire faste sosu’er gennem de sidste fem-seks år. De kender tingene ind og ud, og det giver en stor ro for mig, siger Benny Arno Jørgensen.

Fokus på god trivsel

Men sosu'erne i Høje-Taastrup Kommune har ikke altid haft en så flot en placering. Tilbage i 2013 lå sygefraværet på 16,5.

Dette ligger meget tæt på det gennemsnitlige antal sygefravær blandt sosu'er i Danmark, som er på 16,3 dage om året.

Men med nogle forskellige tiltag har man nu fået sygefraværsdagene ned.

Ifølge Inge Lise Clement, hjemmeplejeleder i Høje-Taastrup Kommune, er glade medarbejdere mindre syge.

- Vi har haft fokus på rekruttering, og at vi sikrer, at nye medarbejdere bliver taget godt imod og føler sig trygge ved deres opgaver. Vi har også sørget for et endnu tættere samarbejde mellem leder, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, siger Lise Clement. 

Hvordan står det til?

Selv om det er lykkedes for Høje-Taastrup at få vendt kurven, så er der stadig kommuner i Lorrys sendeområde, hvor tallene for sosu'ernes sygefravær er høje.

Både Egedal, Gribskov, Solrød og Albertslund hører til blandt de 10 kommuner, hvor sosu'erne har det højeste sygefravær.

Udover Høje Taastrup Kommune er Ishøj kommune blandt de kommuner med det laveste sygefravær.

10 kommuner med det laveste antal sygefraværsdage blandt sosu'er.

Samsø (11,9)

Vejen (12,5)

Høje-Taastrup (12,8)

Aabenraa (13,0)

Hedensted (13,2)

Herning (13,2)

Ishøj (13,3)

Ærø (13,3)

Favrskov (13,3)

Lemvig (13,4)

10 kommuner med det højeste antal sygefraværsdage blandt sosu'er.

Egedal (23,1)

Gribskov (22,5)

Solrød (21,7)

Læsø (21,4)

Morsø (21,3)

Fredericia (20,8)

Faxe (19,9)

Albertslund (19,7)

Haderslev (19,5)

Struer (19,5)







Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik