Verdens største indendørs gokartbane indviet

Den store gokarthal Racehall CPH blev indviet søndag. Med et køreareal på over 10.000 kvadratmeter er det verdens største gokarthal.

Hovedstadsområdet har fået sin syvende gokartbane. En ny indendørs hal til de små racerbiler har slået dørene op.

Faktisk er den nye gokarthal i Høje-Taastrup den største af sin slags i verden.

Søndag blev gokarthallen med navnet Racehall CPH indviet.

- Det føles helt fantastisk. Der ligger mange måneders hårdt arbejde bag det her, så det er virkelig super endelig at kunne slå dørene op og invitere glade mennesker inden for, siger Flemming Grene Thomsen, der er direktør i Racehall CPH.

Med en længde på 1.250 meter og en bredde på otte meter giver den nye gokartbane mulighed for at køre med op til 36 gokarts ad gangen.

Her kan de små racerbiler komme op på omkring 80 kilometer i timen, når de ikke skal ned i fart for at navigere gennem banens 22 sving.

Den nye gokarthal i Høje-Taastrup er verdens største af sin slags.
Den nye gokarthal i Høje-Taastrup er verdens største af sin slags.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Lorry

Og den nye bane får ros med på vejen fra fagfolk.

Den unge racerkører Frederik Vesti, der sidste år vandt det regionale europæiske Formel 3-mesterskab, og af mange regnes som et af Danmarks største motorsportstalenter, var med til indvielsen af banen.

- Det er virkelig, virkelig fedt. Banen er meget stor og bred og man kan virkelig give den max gas og overhale, hvilket er meget specielt for en indendørs gokartbane. Så det er fedt, siger Frederik Vesti og fortsætter:

- Det er helt genialt at lægge den tæt på København. Der er sikkert mange mennesker og familier, der synes, det er sjovt at komme ud at køre.

Foruden kørebanen og racerhallen er der derudover opført administrationsbygning, tilstødende restaurant og et konferencecenter.

Racehall CPH ligger i krydset mellem Roskildevej og Bondehøjvej i Høje-Taastrup.

Racehall ejer allerede det, der tidligere var Nordeuropas største indendørs gokartbane, beliggende i Aarhus. Men den hal får i den grad baghjul størrelsesmæssigt af den nye i Høje Taastrup, der bliver 33 procent større end den i Aarhus.

Racekører Frederik Vesti er imponeret over den nye bane.
Racekører Frederik Vesti er imponeret over den nye bane.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik