Utrygge lærere må ikke bruge mundbind eller visir på skoler

Danmarks Lærerforenings kredsformand i Høje-Taastrup mener, at kommunen bør stille visir til rådighed for både lærer og pædagogisk personale.

Folkeskolelærere i Høje-Taastrup Kommune har ingen mulighed for at gardere sig med mundbind eller visir i undervisningen, hvis de frygter at blive smittet eller viderebringe smitte med covid-19 til andre.

Det må de nemlig ikke for kommunen.

Høje-Taastrup Kommune forklarer det med, at man har valgt at lægge sig op ad sundhedsmyndighedernes retningslinjer - og her er der ikke anbefaling om at bruge værnemidler som mundbind eller visir på børne- og ungeområdet, påpeger kommunen.

- Man skal passe på med at lave alle mulige lokale afarter af de nationale retningslinjer, for de er lavet af dem, der har den bedste forstand. De siger lige præcis, hvad der skal til for at man fuldforsvarligt kan gennemføre undervisningen i folkeskolen, siger Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), til TV 2 Lorry.

Flere skoleansatte i kommunen har ellers henvendt sig til forvaltningen med et ønske om at bruge mundbind eller visir i undervisningen.

quote Man skal passe på med at lave alle mulige lokale afarter af de nationale retningslinjer

Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup Kommune

Det fortæller formanden for den lokale lærerkreds i Høje-Taastrup.

- De mener, at der skal være noget beskyttelse af dem. Der er nogen, som er utrygge, for der er børn, som kommer i skole, fordi de ikke er smittede, men forældrene derhjemme de er. Nogle af lærerne har sårbare pårørende, og de vil ikke løbe en unødig risiko, siger  lærerkredsformand, Heidi Yoma Rasmussen, til TV 2 Lorry.

Forvirrende signal med selektivt valg

Høje-Taastrup Kommune havde søndag haft 48 tilfælde af smitte med covid-19 de seneste syv dage ud af 1822 testede personer. I alt har kommunen haft 578 siden den 27. januar.

Heidi Yoma Rasmussen er imod et generelt forbud, da hun ikke mener det er rimeligt.

- Der er situationer, hvor den enkelte med den professionelle baggrund og efter sundhedsstyrelsen retningslinjer selv skal kunne træffe valget. Jeg synes, at man som arbejdsgiver skal stille visir til rådighed for både lærer og pædagogisk personale, siger hun.

Michael Ziegler kan sagtens forstå, at man føler sig fristet til at lade nogle enkelte få lov til at bruge visir eller mundbind.

Han mener dog, at man ikke isoleret kan kigge på lærerstaben og sige, at de skal have frit valg om brug af værnemidler. Det skal gælde for alle medarbejdergrupper.

- Men jeg tror, at man sender nogle forvirrende signaler til de borgere, der er i kontakt med vores medarbejdere, hvis de den ene dag møder en, som er iført mundbind og den anden dag gør de ikke, siger Michael Ziegler.

Det er nemlig ikke kun lærerne, man skal skabe tryghed for men alle borgere, mener borgmesteren.

- Vi skal også skabe tryghed for de forældre, som skal aflevere deres børn i en skole, og hvad er det for et signal, vi sender, hvis vi siger, at ders børn har ikke brug for mundbind eller visir, men læreren har, siger Michael Ziegler

To skoler fritaget for forbud

Heidi Yoma Rasmussen oplyser, at nogle lærere er meget utilfredse med kommunens beslutning, da de føler sig utrygge ved situationen.

- Hvis jeg er nødt til at gå tæt på en gruppe elever, må jeg ikke tage visir eller mundbind på.  Men hvis jeg er på vej hjem og skal ind på en tom salatbar, må jeg ikke gå derind uden at tage mundbind på, selvom der er plexiglas hele vejen rundt om disken, siger lærerkredsformanden.

Også i Ishøj Kommune forbyder man lærerne at bruge værnemidler. Det skriver folkeskolen.dk.

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp. 

Kommunens direktør for Velfærd og Undervisning, Lisbet Lentz, siger dog til folkeskolen.dk, at man lægger sig fuldstændig tæt op ad de anbefalinger, der er fra Sundhedsstyrelsen og Patientsikkerheden og derfor ikke bruger mundbind og visir i undervisningen.

quote Nogle af lærerne har sårbare pårørende, og de vil ikke løbe en unødig risiko

Heidi Yoma Rasmussen, Lærerkredsformand Høje-Taastrup Kommune

I Høje-Taastrup Kommune gælder forbuddet dog ikke på to skoler, hvor forvaltningen har besluttet sig for at dispensere midlertidigt.

Det gælder Mølleholmskolens Heltidstilbud, hvor der gerne må bruges mundbind eller visir på grund af arbejdet med særligt udsatte børn og kommunens høje smittetryk.

Også lærerne på Borgerskolen må bruge deres egne mundbind på grund af udfordringer med afstandskravet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik