Selskab investerer milliardbeløb - ny bydel bliver måske endnu hurtigere færdig

Efter en milliardinvestering forventes den nye bæredygtige bydel, Nærheden, færdig lang tid før forventet.

Den bæredygtige bydel, Nærheden, der i disse år skyder op i Hedehusene, har fået PKA til at grave dybt i pengepungen.

Pensionsselskabet ser så stort potentiale i den nye bydel, at man nu skyder 1,2 milliarder i det kommende kvarter, Søkvarteret.

quote Samarbejdet vil bidrage til, at Nærheden vil være færdigbygget langt tidligere end vi turde håbe på, da vi gik i gang

Michael Ziegler, borgmester, Høje-Taastrup Kommune

Det sker i samarbejde med FB-Gruppen, der står for at udvikle hele Søkvarteret, hvor der vil blive bygget både rækkehuse og lejligheder.

Investeringen glæder administrerende direktør i PKA, Jon Johnsen:

- Det er en god investering, og vi sikrer samtidig et godt afkast til vores medlemmer. De synes også, det er vigtigt være med til at skabe nogle bedre lokalsamfund i Danmark og bidrage til rammerne for en nytænkende og grøn bydel, siger Jon Johnsen til TV 2 Lorry.

Idéen med Nærheden er at skabe en moderne forstad, hvor alt er tæt på, og direktøren understreger, at det især netop er det nære, der karakteriserer området, som har fået pensionsselskabet til lommerne:

- Vi tror rigtig meget på idéen med at skabe et sammenhængende område, hvor man har fokus på bæredygtighed, samvær og fællesskab. Alt er inden for rækkevidde, deraf navnet, Nærheden, det er rigtig godt fundet på. Både natur, indkøbsmuligheder, skole og pasning til de mindste. Og så er vi kun 20 minutter væk fra København med offentlig transport, siger han.

1000 beboere er allerede flyttet til den nye bydel, der ligger i den sydlige del af Hedehusene. Bydelen bliver til i et samarbejde mellem Realdania By & Byg og Høje-Taastrup Kommune.

Planen er, at der skal bygges i alt 3.000 nye boliger til ca. 7.000 beboere i Nærheden.
Planen er, at der skal bygges i alt 3.000 nye boliger til ca. 7.000 beboere i Nærheden.
Foto: Infinity wells af Pleasure Control

Forventes hurtigere færdig

Nærheden var oprindeligt sat til at stå færdig i 2035, men i efteråret sagde FB-gruppen ja tak til at udvikle hele den østlige del af bydelen - det, der nu kaldes Søkvarteret - på én gang, hvorfor man da vurderede, at bydelen vil stå færdig i 2028.

Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), vurderer dog, at PKAs investering kan føre til, at Nærheden står klar endnu tidligere:

- Samarbejdet mellem FB-gruppen og PKA er en stor gevinst for udviklingen af Nærheden og vil bidrage til, at Nærheden vil være færdigbygget langt tidligere end vi turde håbe på, da vi gik i gang, udtaler Michael Ziegler i en pressemeddelelse.

Borgmesteren glæder sig desuden over de nye investorer:

- Det er en god nyhed, at PKA går ind og investerer i Nærheden. Det understreger, at Nærheden er en stor succes, og at PKA også kan se mulighederne i en bydel baseret på fællesskab og tæt på både by og natur.

PKA’s første byggeri vil blive påbegyndt til februar 2022 og forventes færdigt i maj 2023.

Selskabet NærHeden P/S ejes af Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg, og det blev stiftet i 2013 for at skabe et bud på fremtidens forstad.

Det er visionen at kombinere elementer fra den klassiske forstad med elementer fra den mere tætte og urbane by i den bæredygtige bydel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik