Skolepiger blev krænket på boldbane: Nu skal to fædres nye app skabe mere tryghed

To fædre i Fløng har skabt et SMS-system, der skal beskytte byens unge mod overfald og overgreb.

02:36

I Fløng har to iværksættere nu lavet et advarselssystem så unge som føler sig utrygge, hurtigt kan tilkalde hjælp fra en voksen Video: TV 2 Lorry

I slutningen af juni blev den lille by Fløng imellem Roskilde og Taastrup ramt af en chokbølge.

Årsagen var, at flere skolepiger helt ned i 6. klasse var blevet udsat for seksuelt krænkende adfærd begået af en gruppe udefrakommende unge drenge.

Læs også Forældre modtager bekymrende brev: - Et spørgsmål om tid før en voldtægt finder sted

Sådan lød den opsigtsvækkende advarsel fra ledelsen og lærerne på Fløng Skole til skoleelevernes forældre.

I de efterfølgende uger har to fædre i samarbejde med den lokale ungdomsklub forsøgt at finde løsning til, hvordan de kan beskytte byens unge mod overfald og overgreb.

Deres bestræbelser er resulteret i det, de selv kalder for et ”tryghedssystem”.

120 forældre tilmeldt 

Det består helt konkret i, at de unge kan sende en SMS-besked, som aktiverer alle forældrene i en lokal Facebookgruppe, hvor der p.t. er tilmeldt cirka 120 forældre fra byen.

Læs også Efter krænkelser af unge piger - nu øges patruljering ved skole

TV 2 Lorry mødte tirsdag eftermiddag Anders Christensen, som er den ene af de ophavsmænd til idéen.

Anders Christensens demonstration af appen finder sted på Fløng Skoles Multibane, som er det sted, hvor flere af skolens piger blev krænket.

- Nu vil vi lige demonstrere hvor hurtigt systemet fungerer, når de unge sender en sms, siger Anders Christensen, mens han holder sin smartphone i hånden.

Ved hans side står hans egen datter, Thilde, som går i 7. klasse på Fløng Skole. I hånden har hun sin egen smartphone.

Her ses Anders Christensen sammen med Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler. I baggrunden står datteren Thilde, som går i 7. klasse. Foto: TV 2 Lorry

- Så hvis du sender en SMS, lyder det prompte fra Anders Christensen henvendt til datteren Thilde.

Hun sender en sms med ordlyden ’Multibanen’ til et nummer, og mindre end ti sekunder senere, tikker den ind på Anders’ telefon.

Thildes SMS genererer automatisk et opslag i en lukket Facebook-gruppe. Foto: TV 2 Lorry

Thildes SMS genererer automatisk et opslag i en lukket Facebook-gruppe. I gruppen er der dags dato 116 forældre eller pårørende til skolebørn i 6. klassetrin til 18-årsalderen. Og de kan alle sammen se opslaget i Facebook-gruppen.

Her ses et eksempel på, hvordan en besked kan se ud inde i Facebookgruppen. Foto: TV 2 Lorry

Børnenes SMS’er og efterfølgende opslag er efter ønske fra flere forældre blevet anonymiseret, så det kun fremgår i opslaget, at de føler sig utrygge, og hvor de befinder sig. Derefter kan de voksne i facebookgruppen så opsøge det sted, hvor den unge befinder sig.

Da Anders Christensen samtidig er far til Thilde, får han udover en notifikation om Facebook-opslaget også en personlig SMS på sin telefon om, at Thilde føler sig utryg, og hvor hun befinder sig. Altså er det kun barnets nære pårørende, som får informationer om, hvilket barn der er tale om.

- Genialt!, lyder det fra Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K). Han står ved siden af Anders Christensen og har nøje fulgt med i testen af alarmsystemet. Og det er der en god grund til.

System oprindeligt udviklet mod indbrud

Anders Christensen og en partner havde oprindeligt udviklet alarmsystemet med henblik på, at sikre boliger mod indbrud. Men da de hørte om problemerne i Fløng, og da de selv havde børn i teenagealderen på skolen, så gik det hurtigt med at videreudvikle deres alarmsystem.

- Da vi blev gjort opmærksomme på ,at der var utryghed her i Fløng, hvor vi bor, så henvendte vi os til den lokale ungdomsklub nær Fløng Skole, og så tilbød vi at lave det her system, så unge kan etablere voksenkontakt hurtigt, hvis de føler sig utrygge, siger Anders Christensen.

Anders Christensen henvendte sig til den lokale ungdomsklub, efter han havde hørt om de ubehagelige episoder. Foto: TV 2 Lorry

Og klubben er ikke ene om, at være begejstrede over det nye system. For allerede nu har Høje-Taastrups borgmester øjnet muligheden for at videreudvikle på det.

Potentiale til andre kommuner

- Jeg synes, det virker overbevisende. Hvis der er nok folk med børn i skolealderen med i Facebookgruppen, og det er der jo i Fløng, så vil det jo også virke, siger Michael Ziegler.

Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K). er meget begejstret for forældrenes initiativ. Foto: TV 2 Lorry

Såfremt systemet virker og virker ordentligt, vil Michael Ziegler gerne se på, om det eventuelt kunne være en løsning for de andre nærliggende kommuner.

Han har derfor inviteret skaberne af alarmssystemet til et møde efter sommer for at tale om systemets fremtidige muligheder.

Anders Christensen er tilfreds med testen, og han gør det klart, at skaberne bag er meget opmærksomme på, at det kun er voksne med tilknytning til skolebørnene, som kommer med i Facebookgruppen. Og så er der ikke plads overhovedet til folk, der vil drive selvtægt.

- Hvis man har en politimand i maven, så er man ikke egnet til at være med i denne gruppe, og vi understreger i alle opslag, at man skal kontakte myndighederne, hvis der er problemer, siger han.

I en mail til TV 2 Lorry skriver Københavns Vestegns Politi, at de støtter det nye alarmsystem, så længe det ikke opfordrer til selvtægt. Samtidig fortæller politiet, at de ikke har modtaget anmeldelser om overgreb nær Fløng Skole siden sagerne i slutningen af juni.  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik