Nu bliver motorvejs asfalt grønnere - i hvert fald i overført betydning

Entreprenørvirksomheden NCC lægger de kommende uger ny asfalt på Holbækmotorvejen ved Høje-Taastrup - og det er af en særlig klimavenlig slags.

Der er en god nyhed og en lidt mindre god nyhed. Vi starter med sidstnævnte:

Trafikken påvirkes på Holbækmotorvejen, når der i aften- og nattetimerne udføres vejarbejde på en fem kilometer lang strækning omkring Høje-Taastrup frem til slutningen af uge 25 i slutningen af juni.

Det er dog en forholdsvis lille pris at betale for det, der så er den gode nyhed - nemlig slutresultatet i form af et stykke motorvej med lidt mere klimavenlig asfalt.

Som led i regeringens beslutning om at alt ny asfalt på statens vejnet skal være mere klimavenligt er entreprenørvirksomheden NCC snart i gang med at lægge ny belægning på motorvejen i vestgående retning.

Når den kilometer lange asfaltlægning er klaret, tager de vejarbejdende nattefolk turen tilbage i østgående retning, indtil hele motorvejsstrækningen har fået ny overflade.

Det skriver NCC i en pressemeddelelse.

Mindre rullemodstand, mindre brændstof

Ifølge virksomheden er asfaltbelægningen, som blandt andet er udviklet sammen med Vejdirektoratet og forskere fra universitetsverdenen, mere klimavenlig, fordi den giver mindre rullemodstand mellem dæk og vej.

På den måde bruger biler og lastbiler mindre brændstof, og dermed reduceres CO2-udledningen fra trafikken.

- Der er flere fordele ved KVS (klimavenlig asfalt, red.). Man kører længere på literen, når rullemodstanden på vejen er mindre. Det er både en fordel for klimaet og for bilisternes økonomi, udtaler Bjarne Bo Lund-Jensen, der er produktchef i NCC Industry, Asfalt.

Ifølge Vejdirektoratets beregninger vil biler og lastbiler bruge cirka 1,2 procent mindre brændstof, når de kører på den nye type belægning.

- Det lyder måske ikke af meget – men det bliver en rigtig stor CO2-besparelse, når der på et normalt år køres 26 milliarder kilometer på vores motorveje og hovedlandeveje, har Gert Ahé, der er områdechef i Vejdirektoratet, tidligere udtalt.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Ifølge Vejdirektoratets beregninger vil biler og lastbiler bruge cirka 1,2 procent mindre brændstof, når de kører på den nye type belægning.
Ifølge Vejdirektoratets beregninger vil biler og lastbiler bruge cirka 1,2 procent mindre brændstof, når de kører på den nye type belægning.
Foto: Jonathan Grevsen

- Hvis vi ser på den samlede brændstofbesparelse, vil alle bilister over en længere periode kunne spare klimaet for mange tusinde tons CO2, supplerer Bjarne Bo Lund fra NCC.

Derudover påpeger Vejdirektoratet, at den nye asfalt også giver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Flere steder får klimavenlig asfalt

Forud for asfaltarbejdet på Holbækmotorvejen er den gamle asfalt blevet fræset af. Herefter vil den blive genanvendt i produktionen af andre typer asfalt, så den gamle asfalt lever videre i form af nye belægninger andre steder, oplyser NCC.

En række statsvejstrækninger i hovedstadsområdet og resten af landet har siden 2018 fået anlagt den mindre forurenende asfalt.

Det gælder blandt andet en del af Helsingørmotorvejen, der var det første sted i Danmark til at få den nye type asfalt lagt på.

Sidste år fik Køge Bugt Motorvejen lagt den specielle asfalt et enkelt sted, mens hovedvejene M14 ved Espergærde og 104 ved Hillerød ligeledes er blevet en lille smule grønnere.

Desuden har Vejdirektoratet for nylig afsluttet projekter på rute 6 /53 Roskildevej og Frederiksborgvej, hvor asfalten også er blevet skiftet ud med den lidt mindre forurenende af slagsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik