Lokal bolsje-gigant vinder krænkelsessag over sprut-fabrik: Slut med 'ugle-shots'

Sø- og Handelsretten har onsdag afsagt dom i en sag om krænkelse af Spangsberg Chokolade og United Drinks’ varemærker.

Sidst i 80'erne begyndte blå ugleformede bolsjer at dukke op i danskernes slikskåle, når der skulle hygges i stuerne.

Dengang var det nok de færreste børn, der forestillede sig, at de 'Blå Ugler' siden skulle give dem tømmermænd, når de en dag blev voksne. 

Ikke desto mindre er det velkendte bolsje i dag også at finde i flydende form som shots under samme navn. Men der er ugler i mosen.

For i 2019 introducerede Spritfabrikken shotdrikken 'Små Ugler’ 'med smag af blå ugler' og 'er baseret på smagen af blå ugler', som der stod på flaskerne.

Men den markedsføring er en krænkelse af varemærket, lyder det nu i afgørelse fra Sø- og Handelsretten.

quote Det kan være dyrt at krænke et varemærke

Henriette Vængesgaard Rasch, varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen

Sagen kort

Afgørelsen understreger ifølge varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen, Henriette Vængesgaard Rasch, at virksomheder ikke uden videre kan lægge sig op ad andres varemærker i deres salg og markedsføring.

- Sagen her er interessant for mange, fordi den viser, at varemærker er vigtige og værdifulde for virksomheder, og at det kan være dyrt at krænke et varemærke, siger hun i en pressemeddelelse

Dommen betyder, at Spritfabrikken Danmark ikke længere må sælge vodkashots med navnet ”SMÅ UGLER”.

Den blå bog om de Blå Ugler

Spritfabrikken Danmark argumenterede ellers mod, at de krænkede et beskyttet varemærke, da de blot kopierede en smag. Men den forklaring holdt ikke i retten.

- Med dommen har Sø- og Handelsretten slået fast, at ”BLÅ UGLER” er et beskyttet varemærke og ikke en betegnelse for en bestemt smag, sådan som Spritfabrikken Danmark påstod, lyder det fra Patent og Varemærkestyrelsen i pressemeddelelsen.

Må til lommerne

Forklaring er ifølge styrelsen, at når et navn går fra at være et varemærke til en almindelig betegnelse, så er der tale om såkaldt 'degeneration'. Den udvikling sker, hvis man efter længere tids brug af et ord glemmer, at der oprindeligt var tale om et varemærke, så varemærket er blevet synonym med varen selv, som det f.eks. også kendes fra grammofon, der engang var et beskyttet varemærke.

- Det vil altid være en konkret vurdering, om et varemærke er blevet degenereret, eller om det fortsat er et beskyttet varemærke. Det er derfor ikke muligt at sætte generelle håndfaste retningslinjer op for degeneration, siger Henriette Vængesgaard Rasch i pressemeddelelsen.

Hun anbefaler derfor, at virksomheder er ekstra grundige, når de står foran en produktlancering:

- Tjek markedet for andres varemærker, søg vejledning hos Patent- og Varemærkestyrelsen og overvej, om du skal have hjælp hos en rådgiver. Ellers kan det i sidste ende koste dig dyrt i form af omkostninger til en retssag, erstatninger og tabt investering i markedsføring af et varemærke, som du ender med at må trække tilbage.

Og dyrt bliver det nu for Spritfabrikken Danmark, der efter nederlaget i retten skal betale 400.000 kroner i erstatning samt sagsomkostninger på over 100.000 kroner til Spangsberg Chokolade og United Drinks.

Derudover skal de nu tilbagekalde alle spiritusprodukter med navnet ”SMÅ UGLER” fra barer, butikker og restaurationer. Virksomheden må heller ikke fremover markedsføre spiritusprodukter med brug af billeder eller animationer af blå bolsjer, der er formet som ugler.

Det skal dog bemærkes, at ankefristen ikke er udløbet, og dommen derfor kan ankes.