Genstande og beskeder efterladt i postkasse: Museum efterlyser mystisk satan-brevskriver

To satanmønter på en særudstilling har sat gang i række mystiske breve og pakker til Kroppedal Museum i Taastrup.

Satanistiske genstande og maskinskrevne breve, der hylder en satanisk kult har den seneste uge skabt en del undren på Kroppedal Museum i Taastrup.

Museet, der har særligt fokus på kulturhistorie i Københavns Vestegn, sparkede genåbningen af Danmark i gang med en ny særudstilling om to mystiske, sataniske mønter, der i efteråret 2020 blev fundet i Veksø Kirke.

Da en af medarbejderne to dage senere skulle tømme museets postkasse, mødte han imidlertid en ukendt mand, der smed et brev i postkassen.

- Min kollega hilste på ham, men manden kiggede bare tilbage og løb så væk uden at sige et ord, fortæller Anders Dalsager, museumsinspektør på Kroppedal Museum, til TV 2 Lorry.

Brevet rummede et maskinskrevet digt, der hyldede en satanisk kult og roste museets nye udstilling om satan-mønter.

Derudover rummede brevet også en sølvfarvet halskæde med sataniske symboler og et billede af statuen ‘Trold, der vejrer kristenblod’, hvorpå der stod "Santankulten på Anholt".

quote Der er åbenbart en, der nu viderefører "Satankulten på Anholt".

Anders Dalsager, museumsinspektør på Kroppedal Museum.

Efterfølgende delte museet genstandene på sin Facebook-side og efterspurgte om nogen muligvis kendte noget til, hvem der kunne have indleveret dem, men uden held.

Siden da er flere breve og pakker havnet i museets postkasse med flere sataniske genstande og digte. Derfor forsøger man endnu en gang, at finde frem til den mystiske mand ved postkassen og afsenderen på brevene og pakkerne, da museumsinspektøren gerne vil tale med vedkommende.

- I et af de nye breve står der, at "Satankulten på Anholt" er på vej tilbage, siger Anders Dalsager.

Satan breve
Foto: Anders Dalsager, Kroppedal Museum

Mønter er practical joke

Satanmønterne, som der bliver udstillet på Kroppedal Museum, har der tidligere været lavet en dokumentar og podcast om, samt en artikelserie i Politiken.

De handler alle om en mand, der hedder Knud Langkow, som i 1970'erne med en slags practical joke og kunstværk lavede nogle satanmønter, hvor der stod, at der var en satankult på Anholt.

Mønterne lagde han ud i kirker og på museer, samtidig med at han sendte falske breve til præster og menighedsrådsformænd, hvor han udgav sig for at være en satanisk præstinde og indbød til satan-sabatter på Anholt.

Hvem der har lagt mønterne i Veksø Kirke, ved man ikke på Kroppedal Museum, for Knud Langkow har været død siden 2004.

- Der er åbenbart en, der nu viderefører "Satankulten på Anholt". Og der huserer stadigvæk en eller flere, som lægger mønter, sender breve og hylder satanismen, og vi ved ikke, hvem det er, siger Anders Dalsager.

satan2

Kroppedal Museum vil dog meget gerne i kontakt med den eller de, som sender museet breve og genstande.

For selvom museumsinspektøren tror, det er nogen som igen har gang i en practical joke, ligesom Knud Langkow havde det, så pirrer uvidenheden ham alligevel.

- Vi vil rigtig gerne have en beretning fra vedkommende, om det er noget de gør ellers, og hvad der ligger bag. Vi er meget nysgerrige. Er det folk der oprigtigt er satanister, eller nogle som vil videreføre kunstværket fra 1970'erne, siger Anders Dalsager.

satan4
satan1

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik