Fredet orkide reddet fra byggeplads

Et stort byggeprojekt blev sat i stå for at redde flere fredede orkide er i Høje Taastrup.

Det var på et hængende hår, at omkring 110 fredede orkideer er tirsdag blev reddet fra at blive pløjet ned af bulldozere og gravemaskiner. 

De mange blomster med navnet Skov-hullæble voksede nemlig på en lille skråning nær City2 i Høje-Taastrup, hvor man lige nu er igang med et stort byfornyelsesprojekt. 

På denne byggeplads i Høje-Taastrup blev arbejdet sat på pause for at redde en orkide.

Arbejdet var i fuld gang, da Danmarks Naturfredningsforening i starten af sidste uge gjorde kommunen opmærksom på blomsterne.

Herefter stoppede alle maskinerne deres arbejde. 

- Tænk, at der er sådan en fin orkide her, som vi kan nå at redde, inden bulldozerne er ud over det hele. Det var den første tanke, udtaler Margit Bloch Avlund, der er koordinator for Høje-Taastrup C og uddannet biolog. 

Orkideerne overraskede

På kommunen havde de ikke regnet med at støde på den sjældne blomsterart.

- Fordi det er så tæt et byområde, og fordi det bare er nogle øde vejarealer, der ligger her, så havde man ikke forestillet sig, der ville være Skov-hullæble, siger Margit Bloch Avlund. 

Blomsten stod heller ikke registreret nogen steder, og ingen havde henvendt sig, da kommunens høringer fandt sted, inden byggearbejdet gik i gang. 

- Vi tænkte, okay, fantastisk, så skal vi lige have reddet den her art, og det skal gå stærkt, lyder det fra Margit Bloch Avlund. 

Hastebehandlet dispensation

En hastebehandling i Miljøstyrelsen sikrede orkideernes fremtid.

På lidt over et døgn godkendte Miljøstyrelsen kommunens dispensationsansøgning om at få lov til at flytte de mange orkideer til et andet naturområde i kommunen. 

Et hold af gartnere blev sat til at stå for den storstilede redningsaktion, hvor alle orkideerne tirsdag blev gravet op for herefter at blive flyttet ud til et andet naturområde - Hakkemosen.

Så er spørgsmålet bare, om orkideerne kan overleve det nye sted. 

- Lige den her art af orkide er ikke så krævende. Du kan finde den i parker og på volde. Du ser den forholdsvis mange steder. Så jeg tænker, at der er en forholdsvis stor sandsynlighed for, at den kan leve der, lyder det fra Margit Bloch Avlund. 

Det forventes, at byggearbejdet kan fortsætte i denne uge. 

Fredede planter

- Når planter er tæt på at blive udryddet, kan de blive fredet

 

- Fredede planter må ikke samles og fjernes fra det sted, hvor de vokser. 

 

- I Danmark eksisterer cirka 35 orkide-arter. De er alle fredede. Skovhullæble er en af de orkideer, der er mindst fredet her i landet. 

 

Kilde: Miljøstyrelsen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik