Elever og lærere udsat for farligt stof i årevis: Kommune "glemte" sagen

Høje-Taastrup Kommune var velvidende om, at en af kommunens skoler døjede med en miljøgift. Alligevel skulle der gå otte år, hvor man ikke fulgte op på problemet.

I ni år har Høje-Taastrup Kommune vidst, at elever og lærere arbejdede og gik i skole, mens de indåndede miljøgift, der kan skade mennesker.

Men i de sidste otte år har kommunen ikke fulgt op på den viden og undersøgt niveauet af det giftige stof PCB.

Det vækker skarp kritik hos en ekspert, som TV 2 Lorry har talt med.

- Man kan ikke lade børnene og lærerne bruge bygninger med så høje koncentrationer af PCB. Rapporterne er tydelige nok i, at man ikke skal bruge skolen.

quote I bagklogskabens ulideligt klare lys, så synes jeg, at der gået for langt tid

Michael Ziegler (K), Borgmester Høje-Taastrup Kommune

Så tydelig er konklusionen fra Lars Gunnarsen, der er professor hos Statens Byggeforskningsinstitut.

Han er ekspert i PCB, der er et sundhedsskadeligt stof, og som blandt andet er årsagen til, at man i øjeblikket er ved at rive fem af de ikoniske højhuse i Brøndby Strand ned.

Hvad er PCB?

• PCB er en forkortelse for Poly-Chlorerede Biphenyler, og det er en miljøgift, der kan skade mennesker og miljø.


• PCB blev tidligere brugt i byggematerialer, indtil man i 1970’erne fandt ud af, at stoffet er skadeligt.


• PCB kan være helbredsskadelig, men formodes ikke at medføre akut sygdom. Ved langvarig udsættelse for høje værdier er der set skader på hud og forplantningsevne. Herudover er langtidsophobningen af PCB sat i forbindelse med skader på lever, skjoldbruskkirtel, immunapparat og hormonsystem. Endvidere mistænkes PCB for at være kræftfremkaldende.


Kilde: pcb-guiden.dk 

Rapporterne, som Lars Gunnarsen hentyder til, omhandler i dette tilfælde Ole Rømer Skolen i Høje-Taastrup. 

Skolen, der tidligere gik under navnet Selsmoseskolen, blev med al hast lukket ned tidligere på året, da det kom frem, at der i april var konstateret et lettere forhøjet niveau af PCB i en række luftprøver på skolen.

Præcis samme konklusion som en rapport fra 2012 viste. Men hvorfor skulle der gå ni år, før politikerne i Høje-Taastrup - ud fra et forsigtighedsprincip - besluttede at flytte eleverne?

Iværksatte løsning - men fulgte ikke op

Det spørgsmål sidder flere tidligere og nuværende medarbejdere på skolen, som TV 2 Lorry har talt med, tilbage med.

En af dem er Ketty Larsen, der blev ansat på skolen i 2013 og arbejdede der indtil 2019. Hun føler sig svigtet af politikerne i Høje-Taastrup Kommune.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der må sidde nogle politikere, der burde have vidst mere om det her. Og hvis ikke de ved det, så tænker jeg, de lige skal en tur forbi deres embedsmænd, siger hun til TV 2 Lorry.

PCB-forløbet på Ole Rømer Skolen

7. november 2012: En rapport viser, at der skal iværksættes forsøg på at nedbringe PCB-indholdet på skolen inden for to år.


6. marts 2013: Tiltag for at nedbringe PCB-indholdet iværksættes i skolens blok seks.


29. November 2013: Rapport viser, at forsøget med at nedbringe PCB-indholdet i skolens blok seks er lykkedes.


9. april 2021: Ny rapport viser, at niveauet af PCB-indholdet er så højt, at det anbefales, at eleverne flyttes til andre lokaler efter sommerferien.

Forløbet, der også er beskrevet for byrådet i Høje-Taastrup i maj i år, startede, da en rapport fra Teknologisk Institut i 2012 konkluderede, at der var fundet forhøjet niveau af PCB i luften. Derfor skulle der inden for en periode på to år foretages en renovering, som skulle nedbringe niveauet af det farlige stof.

Allerede i marts året efter blev der iværksat et forsøg på at nedbringe niveauet af det farlige stof. Således blev skolens blok seks lukket fuldstændig ned, forseglet og "plomberet".

Mens håndværkere i sikkerhedstøj gik og fjernede vinduer, fuger og interiøret i bygningen, så fik medarbejderne på skolen at vide, at der ikke var grund til bekymring.

quote Vi blev forsikret om, at det overhovedet ikke var farligt at opholde sig på skolen.

Ellis Andersen, tidligere leder

Det fortæller den daværende skoleleder, Ellis Andersen, til TV 2 Lorry:

- Vi var nervøse for, at grænseværdierne var for høje, men vi blev forsikret om, at det overhovedet ikke var farligt at opholde sig på skolen.

quote skolebørn er en særlig udsat gruppe, da PCB er hormonforstyrrende, og derfor er de mere udsatte over for det

Lars Gunnarsen, professor hos Statens Byggeforskningsinstitut.

Den udlægning fra kommunen har PCB-ekspert Lars Gunnarsen svært ved at forstå i dag, fortæller han til TV 2 Lorry:

- Man kan diskutere, om tallene er nødvendige at gribe ind overfor, i forhold til at eleverne ikke er der så mange timer om dagen. Men skolebørn er en særlig udsat gruppe, da PCB er hormonforstyrrende, og derfor er de mere sårbare over for det, siger han.

Borgmester: Ansvaret er hos os

På borgmesterkontoret i Høje-Taastrup anerkender Michael Ziegler (K), at han og kollegaerne i byrådet skulle have handlet tidligere:

- I bagklogskabens ulideligt klare lys, så synes jeg, at der gået for langt tid. Det er der, erkender han overfor TV 2 Lorry.

Der er da heller ingen tvivl om, hvor ansvaret ligger, hvis man spørger Høje-Taastrups borgmester.

- Det har kommunen jo til syvende og sidst, siger han.

Ifølge borgmesteren så er årsagen til, at der er gået otte år, inden man fulgte op på PCB-niveauet på skolen, at der er sket en lang række mindre episoder, der tilsammen har forsinket kommunen.

- Vi får at vide, at renoveringen virker, og vi får sat penge af til at brede udbedringen i gang i de andre bygninger på skolen. Herefter sker der en række begivenheder, som i sig selv ikke er kritiske, men det er de, når man lægger dem sammen, forklarer Michael Ziegler.

quote hvis man som bygningsejer bliver opmærksom på et problem, så skal man jo gøre noget ved det

Lars Gunnarsen, professor hos Statens Byggeforskningsinstitut.

Inden de kritiske begivenheder gik der to år, hvor der ikke blev iværksat nogen form for udbedring af de andre lokaler på skolen. Og blok seks, hvor PCB-niveauet ellers var nedbragt, blev heller ikke taget i brug på det her tidspunkt - to år efter den ellers var blevet "clearet".

I november 2015 opstod den første række af begivenheder, som Michael Ziegler omtaler. 

En brand ramte tagkonstruktionen på skolens hovedbygning, der fik omfattende vandskade til følge. To måneder senere i januar 2016 besluttede byrådet i Høje-Taastrup Kommune, at skolen skulle rives ned. I stedet skulle der bygges en helt ny skole, der skulle stå klar i starten af 2021.

Byggeriet af den nye skole er dog blevet forsinket af flere forskellige årsager. Blandt andet fordi den daværende VLAK-regering barslede med et udspil om parallelsamfund, hvilket betød, at kommunen var nødt til at pausere udbudsprocessen.

Den forklaring frikender dog ikke Høje-Taastrup Kommune for ansvar, fortæller Lars Gunnarsen:

- Det er alvorligt, hvis man som bygningsejer bliver opmærksom på et problem, der giver sundhedsmæssigt utilfredsstillende indeklima. Så skal man jo gøre noget ved det og informere de ansatte, siger han til TV 2 Lorry.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik